Danskere har betalt 150 millioner for meget i grundskyld: It-fejl forsinker tilbagebetalingen

Yderligere 7.000 boligejere kan have betalt for meget.

Yderligere 7.000 boligejere kan have betalt for meget i grundskyld, lyder det fra Skatteministeriet. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen © Scanpix)

I maj sidste år kom det frem, at to fejl i de statslige systemer for ejendomsvurdering havde ført til, at der var blevet opkrævet 150 millioner for meget i grundskyld fra 2003 til 2008. I alt 29.000 danskere havde betalt for meget, lød det fra Skatteministeriet dengang.

Det skete under opydningsarbejdet af det gamle og fejlbehæftede ejendomsvurderingssystem, som er på vej til at blive udskiftet.

På daværende tidspunkt lød det, at man ville begynde at tilbagebetale grundskylden til boligeejerne sidste år, men nu viser det sig, at det ikke kommer til at ske. Grunden til dette er nemlig nye it-fejl.

Det skriver skatteminister Morten Bødskov (S) i et orienterende aktstykke til Folketingets Finansudvalg.

- Skatteministeriet orienterer hermed Finansudvalget om, at der som følge af en række identificerede systemfejl ikke gennemføres sagsbehandling af ejendomme og tilbagebetalinger af for meget betalt grundskyld i 2019, lyder det i aktstykket, som blev sendt til finansudvalget onsdag.

- Såfremt de nye systemfejl ikke rettes, før sagsbehandlingen af ejendomme omfattet af serviceeftersynet påbegyndes, risikeres det, at eventuelle afgørelser i sagerne under serviceeftersynet foretages på et fejlagtigt grundlag, skriver ministeren.

Flere har betalt for meget

I aktstykket lyder det også, at beløbet på 150 millioner kroner i for meget betalt grundskyld, kan blive større.

KMD, som er den eksterne it-leverandør af Skatteforvaltningens vurderingssystem, har nemlig fundet ud af, at yderligere 7.000 ejendomme kan have betalt for meget i grundskyld.

- Det betyder, at der nu er tale om anslået 36.000 berørte ejendomme. Det kan ikke udelukkes, at dette tal vil stige yderligere, lyder det i aktstykket.

Den daværende skatteminister, Karsten Lauritzen (V), forklarede i maj sidste år, at det var boligejere over hele landet, som havde betalt for meget i grundskyld.

- I nogle tilfælde handler det om, at kommuner har regnet forkert i forståelsen af skattereglerne. I andre tilfælde er det så skattemyndighederne, der har begået nogle fejl, sagde Karsten Lauritzen til DR Nyheder.

- Hvorvidt det var statens eller kommunens fejl varierer fra sag til sag, men det ændrer ikke på, at hvis der er begået en fejl, så skal folk have penge tilbage, fortsatte han.

Det nye ejendomsvurderingssystem er blevet forsinket af flere omgange.

Meldingen er nu, at de juridisk bindende vurderinger begynder at blive udsendt fra andet halvår af 2020. De nye boligskatteregler træder dog ikke i kraft i 2021 som planlagt, men først i 2024.