Danskere strømmer til biograferne

Biograferne styrer sikkert uden om den økonomiske krise.

Stieg Larssons 'Mænd der hader kvinder' er én af flere film, som har trukket danskerne i biffen. (© Scanpix)

2008 blev det hidtil flotteste år for biografbranchen med 13,2 millioner solgte billetter. Nu tyder tallene for første kvartal 2009 på, at den rekord allerede står for fald. Det skriver søndagsavisen.dk.

Nils Malmros 'Kærestesorger', Stieg Larssons 'Mænd der hader kvinder' og Charlotte Sachs Bostrups 'Karla og Katrine' er blot enkelte af de film, som har trukket millioner af danskere i biffen i de seneste tre måneder. I første kvartal i år, har godt 3.690.000 købt billetter, og det er 3 procent flere end sidste år.

Det overrasker branchen, som ellers havde frygtet, at finanskrisen ville medføre et markant dyk i interessen for nye film.

Men det er altså gået lige omvendt. Det er især Jens Arden Oplevs instruktion af Stieg Larsson-filmen 'Mænd der hader kvinder' der har sendt billetsalget på himmelfart. Den svenske krimi har solgt 20 procent af billetterne i årets første kvartal.

Nu er forventningerne til 2009 meget positive. Det skyldes ifølge Det Danske Filminstitut ikke mindst, at der er masser af spændende filmpremierer på vej. Det gælder Ole Bornedals 'Fri os fra det onde', Anders Matthesens 'Sorte Kugler' og Nikolas Winding Refns 'Valhalla Rising'.

Desuden står også den nye Lars von Trier-film 'Antichrist' og Rasmus Heides 'Julefrokosten' på årets premiereliste..

Facebook
Twitter