Danskerne bruger mere end de tjener

Danskerne lever over evne. Hver gang vi tjente 100 kroner sidste år, så spenderede vi 104 kroner. Sidste år brugte vi 50 milliarder kroner mere end vi tjente, og det bekymrer økonomerne.

Danskerne bruger mere end de tjente. Sidste år løb overforbruget op i 50 milliarder kroner, viser tal fra Danmarks Statistik. (© Stock exchange)

Danskerne bruger meget mere end de tjener. Helt præcist, så ryger der 104 kroner ud af pungen eller bankkontoen, hver gang der kommer 100 kroner ind.

Og hvad betyder så lige fire kroner i det lange løb?

Ret meget, hvis man tager hele Danmarks befolkning, for det svarer til et overforbrug på 50 milliarder kroner om året, viser en optælling fra Danmarks Statistik, der aldrig er lavet før.

Frem til 2004 brugte danskerne mindre end de tjente, men de senere år med lave renter og stigende boligpriser har medført en sand forbrugsfest.

Vi låner til overforbruget

Overforbruget er blandt andet finansieret ved øget bankgæld, ekstra lån i boligen eller hurtige forbrugslån, og udviklingen bekymrer såvel Danmarks Nationalbank som flere andre økonomer, skriver Berlingske Tidende.

- Vi er ude på en faretruende kurs. En forbrugsfest for lånte penge, som fortsætter over flere år, vil give store økonomiske tømmermænd, siger seniorøkonom i BRFkredit, Mikkel Høegh og tilføjer, at hvis danskerne fortsætter med at bruge meget mere, end de tjener, så kan politikerne blive nødt til at tvinge dem til at spare mere op.

- Det kan de gøre ved at genindføre tvangsopsparingen, SP eller hæve skatterne, men de kan også spare på det offentlige forbrug.

Facebook
Twitter