Danskerne har rekordmange biler

Langt størstedelen af bilerne i Danmark er personbiler, men antallet er lavt i europæisk sammenhæng.

Der er kommet flere biler på de danske veje. Per 31. marts var der 3.002.889 biler i den danske bilpark. (Foto: © Torben Christensen /Scanpix, Dennis Lehmann)

Antallet af biler i Danmark er vokset støt siden Anden Verdenskrig, og der er nu flere end tre millioner biler i den danske bilpark.

Per 31. marts drønede der 3.002.889 millioner biler rundt på de danske veje, hvoraf 2.547.513 er personbiler.

Det viser tal fra Bilstatistik.dk ifølge bilisternes interesseorganisation, FDM.

Når danskerne skal have så mange biler, skyldes det, at bilen er den ultimative vej til personlig befordringsfrihed, mener bil- og livsstilsekspert Christian Grau.

- Selv om bilen tit bliver udpeget som et problem, så hvis du har en, så oplever du den nok mere som løsningen på, at du ikke har tid nok.

- Vi vil jo gerne være perfekte til det hele. Vi vi gerne være gode forældre, ægtefæller, kolleger og venners venner, og hvis vi skal være i nærheden af at nå det hele, så gør bilen det bare nemmere, siger han.

Tallet er lavt i Europa

I Danmark er der 420 personbiler per 1000 danskere ifølge tal fra Euro Stat.

Tallet er ikke højt i europæiske sammenhæng, hvor kun seks EU-lande har færre per indbygger - alle er central- og østeuropæiske lande, skriver FDM.

Det skal dog ikke tolkes som om, at danskerne er mindre glade for biler end dets europæiske medmennesker, mener Christian Grau.

- Biler er bare sindssyg dyre i Danmark på grund af afgiftsniveauet, og det betyder, at vi fravælger bilen.

- Det har vi efterhånden gjort i så mange år, at vi har fået andre måder at befordre os på - cykler er for eksempel rigtig populære i Danmark i forhold til andre steder i verden, forklarer han.

Gennemsnittet i EU ligger på omkring 500 personbiler per 1000 indbygger. Det samme gør sig gældende for Norge og Sverige.

Der kører ifølge FDM flest Volkswagen-modeller på de danske veje - 364.955. I 1997 var der flest biler af mærket Opel.

/ritzau/