Danskerne har skrottet de mindste biler og køber større modeller

Forklaringen er dog ikke nødvendigvis den lavere registreringsafgift, siger økonomiprofessor.

Bilsalget faldt marginalt i første halvår af 2018, men det er sket fra et højt niveau, påpeger branchen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Danske bilkøbere har skrottet de mindste biler og opgraderet til en større.

Mens vi for fire år siden i gennemsnit betalte 161.000 kroner for en ny bil, så har vi i år i gennemsnit lagt 221.000 på bordet hos forhandleren, inden den nye bil er rullet hjem fra forhandleren. Det viser en opgørelse, som Danmarks Statistik har lavet.

Det er samtidig godt nyt for statskassen, da indtægterne i form af registreringsafgift er stigende. I gennemsnit betaler vi nemlig 24.000 kroner mere i afgift nu, end vi gjorde for fire år siden, viser den samme opgørelse.

Danskernes foretrukne valg af nye bilmodeller afspejles også i salgsstatistikken i juni fra De Danske Bilimportører, hvor den højbenede Nissan Qashqai topper statistikken.

Mikrobilen VW Up, der er den mest solgte i den mindste klasse, er den 13. mest solgte bil herhjemme med 420 eksemplarer i juni måned. Bilen var både i 2016 og 2017 den næstmest solgte bil herhjemme.

Flere ændringer af registreringsafgiften

Bilkøbernes lyst til større biler kommer efter et par år med flere ændringer i registreringsafgiften. Dels i 2015, hvor regeringen hævede det såkaldte skalaknæk – altså grænsen for, hvornår der skal betales den høje registreringsafgift. Dels i efteråret, hvor den generelle registreringsafgift blev sænket til 85 procent for de billige biler.

Det er dog ikke entydigt registreringsafgiften, der er forklaringen bag danskernes ændrede købelyst på bilmarkedet, siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Han fremhæver, at dansk økonomi i øjeblikket er i fremgang, hvilket formentlig også smitter af på bilsalget.

- Der er jo sket flere ting i perioden. Dels er økonomien gået frem, og de fleste danskeres privatøkonomi ser bedre ud, end den gjorde i 2014.

- Så der er to ting, der trækker i retning af, at folk køber dyrere biler, end de gjorde i 2014. Begge faktorer vil trække i samme retning, og vi kan ikke sige, om det er den ene eller den anden, der dominerer, siger han.

Mikrobiler på retur i nedgangstider

Selv om salget af de lidt større biler boomer i øjeblikket, så kan en ny nedtur i dansk økonomi med følgende lavkonjunktur igen betyde, at de små mikrobiler igen får medvind i garagen og i salgsstatistikken, siger Bo Sandemann Rasmussen.

- Vi så tilbage i tiden efter finanskrisen, hvordan mikrobilerne gik frem i stort tal, hvorimod de større biler forsvandt ud af top 20-listen over de mest solgte biler. Vi må formode, at noget lignende vil ske, hvis vi kommer ind i en ny lavkonjunktur.

Opgørelsen fra Danmarks Statistik viser også, at den samlede tilgang af solgte og leasede nye biler de seneste år er faldet med knap fem procent.

Hvor meget danskernes købelyst af større biler har indbragt statskassen er endnu uklart. Finansministeriet holder sommerlukket frem til august.

Facebook
Twitter