Danskerne køber færre smartphones

Efter flere år med boomende salg, er danskernes interesse for smartphones kølet gevaldigt af, viser nye tal. Nye mobiler rummer ikke længere nok nyheder.

Danskernes interesse for at købe nye smartphones fik en tur under den kolde hane sidste år. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Danskernes interesse for at slagte sparegrisen og bruge pengene på en funklende ny smartphone, er stille og roligt ved at fise ud.

Efter flere år med vild vækst i salget af smartphones, slog udviklingen for første gang siden den moderne smartphone kom på markedet bak i 2015 - og endte med en tilbagegang i det samlede salg af de smarte mobiler i Danmark.

Tallene viser, at vi købte 66.200 smartphones færre i 2015 end i 2014. Det giver et fald på 2,4 procent, viser tal fra IT-analysehuset IDC. For blot få år siden var det hverdagskost med vækstrater på smartphones på 30 procent.

I alt købte danskerne 2,79 mio. mobiltelefoner sidste år.

Nyhederne er for små

Boomet i smartphone-udvilklingen herhjemme ser dermed ud til at være slut. En udvikling, der er naturlig, siger Anders Elbak, der er analysechef hos IDC.

- Der er i årevis blevet solgt omkring tre mio. mobiltelefoner i Danmark årligt. Det niveau har ikke ændret sig meget - nu er det bare Apple og Googles Android, der har erstattet Nokia og Ericsson. Men skiftet fra de gammeldags mobiler til smartphones, har fundet sted. Og dem, der gerne vil have en smartphone, har den allerede, siger Anders Elbak til DR Nyheder.

Han peger samtidig på, at nutidens nyheder i de nyere mobiler, er små - ofte alt for små til at folk stort tal stiller sig i kø i butikkerne som tidligere.

- Vi er ved at nå en grænse for, hvad der er meningsfuld innovation, og nyhederne i nye mobiler bliver relevante for færre og færre. Senest har vi fået telefoner, der er vandtætte eller har pulsmålere, og det er ikke alle, der har brug for det, siger han.

Sent tirsdag kom giganten Apple med regnskab, der viste tilbagegang for første gang i 51 kvartaler - blandt andet fordi, kunderne køber færre iPhones end tidligere. Også kendte producenter som Samsung, Sony og HTC knirket et stykke tid, fordi det er blevet svært at tjene penge på mobilerne.

Større brugtsalg

- Samtidig er der kommet et rigtig stort brugtsalg. I dag er mobiler så kostbare, at de ikke bare ryger i skuffen, når man køber nyt. De bliver givet væk, solgt brugt og sendt i omløb.

Fænomenet er også globalt. I årets første kvartal var også det globale marked for smartphones kølet ned til stuetemperatur og voksede kun med sølle 0,2 procent, ifølge IDC.

Værst går det ud over Apples iPhone, der i kvartalet faldt 16,3 procent, mens Samsung gik 0,3 procent tilbage. Kinesiske Huawei og de for danskerne ret ukendte mærker, OPPO og Vivo går til gengæld voldsomt frem og er er nu nummer tre, fire og fem på listen over bedst sælgende producenter, båret frem af det store, kinesiske marked.

Også markedet for tablets og computere er gennem længere tid faldet.

Facebook
Twitter