Danskerne vil gerne skaffe penge til DR

Et klart flertal i befolkningen mener, at licensen skal fritages for moms, så DR får 700 millioner kroner i økonomisk indsprøjtning.

Budgettet for byggeriet af DR Byen er skredet med 1,7 milliarder kroner. (Foto: Dragør Luftfoto)

Den store budgetoverskridelse ved byggeriet af DR Byen på 1,7 milliarder kroner bør ikke få konsekvenser for DRs programflade.

Det mener et klart flertal af befolkningen ifølge en ny Gallup-måling, skriver Berlingske Business.

Momsfritagelse for 700 millioner

Hele 79 procent mener også, at licensen bør fritages for moms, og det vil give DR en økonomisk indsprøjtning på 700 millioner kroner.

Samtidig erklærer 56 procent sig enige eller helt enige i, at staten bør overtage DR Byen og koncertsalen for at undgå forringelser i sendefladen.

- Med så stor en opbakning i befolkningen bør politikerne handle nu. En momsfritagelse vil give 700 millioner kroner til at lave programmer for. Og det vil med et slag løse de problemer, DR står i, og dermed sikre den public service-institution, som er så vigtig for vores demokrati, siger Mogens Blicher Bjerregaard, formand for Dansk Journalistforbund, til Berlingske Business.

Debat om public service

Undersøgelsen kommer en uge før en af prikkerunderne i DR, og den er ikke det eneste skridt, der er taget for at prøve at undgå fyringer. I dag finder en stor høring sted på Christiansborg om public servicens fremtid.

Den Danske Publicistklub, kulturminister Brian Mikkelsen (K) og en række medieordførere skal diskutere, om public service bliver forringet.