Dating-site protesterer over danske studerende efter data-læk

Dating-sitet OK Cupid forsøger nu at få fjernet 70.000 brugeres data, der i sidste uge blev lagt på nettet af danske studerende.

OkCupid måtte i sidste uge se sig skrællet for oplysninger om brugerne. (Foto: skærmdump)

En af nettets naturlove er, at når noget først er offentligt og delt på nettet, er det stort set umuligt at få det tilbage igen.

Alligevel har datingsitet OkCupid henover pinsen gjort forsøget, og fået en rapport, udarbejdet af danske studerende fjernet fra databasen, The Open Science Framework.

Det sker - ifølge Vox.com - efter at OkCupid har klaget over offentliggørelsen af brugerdata, som den danske studerende har suget ud af datingsitet og offentliggjort sammen med en rapport på Open Science Framework.

Kæmpe datalæk

Sagen vakte postyr i sidste uge, hvor en dansk studerende fra Aarhus Universitet offentliggjorde data om op mod 70.000 brugere af datingsitet, herunder hundredevis af danskere. En anden dansk studerende fra Aalborg Universitet figurerede som medforfatter til dokumenteret.

De 70.000 brugere optrådte under deres brugernavne, ikke rigtige navne, men datasættet indeholdt også oplysninger om lokalitet, alder, seksuelle præferencer og meget andet, samt brugernes svar på en masse spørgsmål om seksuelle erfaringer og tilbøjeligheder.

Data, der i nogle tilfælde tilsammen vil kunne identificere profilens ejermand eller -kvinde.

Den studerende fjernede allerede i sidste uge den frie adgang til filerne på nettet, men på daværende tidspunkt havde de allerede ligget derude længe nok til at blive kopieret.

Aarhus Universitet tog afstand

Aarhus Universitet fik fredag travlt med at tage afstand fra den studerende til den ikke-videnskabelige rapport, der indeholdt datasættet.

Trods et brøl af kritik på nettet, forsvarede den 26-årige studerende, EK, sig på Twitter, hvor han argumenterede for, at de mange data i forvejen var offentlige og søgbare på OkCupids eget site.

Det store datasæt er således ikke et resultat af et hackerangreb, men af såkaldt scraping - altså støvsugning, der ikke nødvendigvis er ulovligt.

Her har brugerne dog - i modsætning til i EKs database - mulighed for at slette sine oplysninger for offentligheden.

Overvejer retslige skridt

OkCupid har foreløbig holdt relativt lav profil om sagen, men overfor den britiske avis, Daily Mail, har en talsmand fra OkCupid erklæret, at selskabet betragter sagen som et brud på brugerbetingelserne for webstedet, og at virksomheden undersøger, om der skal tages retslige skridt i sagen.

Sagen om det store datalæk blev hurtigt en international historie, men hovedpersonen - den aarhusianske studerende - har foreløbig ikke selv givet interview om sagen og har overfor DR Nyheder afvist at kommentere den yderligere.

Aarhus Universitets pressechef, Anders Corell, oplyser, at man her betragter sagen som af privat karakter, som man tager afstand fra, men som dog ikke har noget universitetet at gøre.