De 5 bedste råd til køb af brugt bil

Der kan være mange penge at spare ved at købe en brugt bil i stedet for en fabriksny

Hvis du er på udkig efter at gøre et godt brugtbilskup, har eksperterne nogle råd (Foto: Jeppe Bruun Christensen © dr)

Du kan spare flere hundredetusinde kroner på en stor familiebil, hvis du køber den, når den er et par år gammel. Men en brugt bil kan være lidt af en satsning.

Her får du eksperternes bedste råd til, hvordan du køber brugt bil og minimerer risikoen for ærgerlige overraskelser: 1. Kig godt på bilen. Se efter rust i bund og på bremser, tjek om der er ridser i lakken og stenslag i forruden. 2. Få bilen tjekket af en uvildig. Lån den til en times prøvetur og kør den hen og få den gennemgået på et værksted, du har tillid til. 3. Tjek servicebogen. Har den sidste ejer overholdt de serviceintervaller, der er påkrævet? Og har den fået udskiftet de dele, som skal skiftes med bestemte intervaller?

4. Betal aldrig for ekstraudstyr, du ikke har brug for. Lad dig ikke forblænde af lækkert ekstraudstyr, som du egentlig ikke har behov for. Du kommer bare til at betale ekstra for det. 5. Læs slutsedlen grundigt. Se, hvad bilen har været brugt til før, og om den har haft store skader. Og nyd så ellers din nye, brugte bil!Kilder: FDM og Dansk Bilbrancheråd

Magasinet Penge handler i aften om, hvordan du gør det helt rigtige brugtbilskøb, 21.55 på DR1