De gyldne tider er forbi: Barbering af pensionsopsparing rammer de unge hårdest

Pensionskasser forventer lavere afkast i fremtiden. Faldet rammer dog danskerne forskelligt.

Der er udsigt til lavere pensionsudbetalinger i fremtiden. Værst går det ud over dem med længst tid tilbage på arbejdsmarkedet. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

De danske pensionskasser forventer lavere afkast på aktier og obligationer i årene frem, og det giver udsigt til lavere pension.

For typiske kunder vil den forventede udbetaling blive mellem 0 og 8 pct. lavere, lyder prognosen fra et ekspertråd, der er nedsat af de to organisationer Forsikring & Pension og Finans Danmark.

De repræsenterer forsikrings- og pensionsbranchen samt banksektoren.

Der er dog stor forskel på, hvor meget man bliver ramt af udsigten til mindre på kistebunden i alderdommen. Det afhænger blandt andet af din alder, din indkomst og hvilken type opsparing, du har.

Men hvem bliver ramt hårdest? Og hvor mange penge er der egentlig tale tale om?

DR Nyheder har spurgt direktøren for Forsikring og Pension for at få et overblik over, hvem der skal lægge mest i dagens nyhed.

Går værst ud over de unge

Hvis man stadig har lang vej til pensionsalderen, betyder det ikke, at man kan være ligeglad med dagens nyhed. Tværtimod.

For mens nuværende pensionister stort set ikke vil opleve en forskel, så forholder det sig ganske anderledes for de personer herhjemme, som har mange år foran sig med et vækkeur, der ringer tidligt mandag morgen.

- Det går ud over dem, der har længst tid, indtil de går på pension.

- De får effekten hele livet i gennem med renters rente, fortæller Per Bremer Rasmussen, adm. direktør i brancheorganisationen Forsikring og Pension.

Personer med mange år til pensionering rammes hårdest, og deres forventede udbetaling kan falde med helt op til 10 procent, lyder det.

- En ung mand eller kvinde med 40 år tilbage indtil pensionsalderen rammes væsentligt hårdere end en, der har 20 år tilbage, siger Per Bremer Rasmussen.

Hvor mange penge er der tale om?

Ifølge prognosen kan kunder med 40 år til pensionering opleve et fald i den forventede udbetaling på syv procent for en typisk kunde med en såkaldt investeringsprofil med mellem risiko og op til knap 10 procent, hvis man har en med lav risiko.

For en typisk kunde med et gennemsnitsrenteprodukt betyder faldet på syv procent til en reducering i pensionsudbetalingen fra 106.924 til 99.491 kroner om året.

Det vil sige et fald på 7.433 kroner om året.

Til gengæld vil mange opleve, at dette tal bliver kompenseret i den anden ende, så den disponible indkomst ikke falder lige så voldsomt.

Personer med lavest indkomst slipper billigt

Mens de unge danskere har udsigt til at blive ramt hårdest af pensionskassernes lavere afkast, er der gode nyheder til de personer herhjemme, der tjener mindst, lyder det fra Forsikring og Pension.

- Lav- og mellemindkomstgrupperne er dem, der kommer til at mærke det mindst, siger Per Bremer Rasmussen.

Han peger på, at faldet på syv procent hos de unge i høj grad bliver kompenseret andetsteds, hvis de ikke har en høj indkomst.

- Når du mister noget på din pensionsudbetaling, får du hentet noget hjem igen på at få mere i folkepension, forklarer direktøren.

Derudover kan man også se frem til at betale mindre i skat - og bor man til leje, får man også en stigning i boligydelsen, siger han.

Dermed bliver faldet på syv procent reduceret til en procent, hvis man bor til leje, mens resten af gruppens fald bliver reduceret til to procent, fortæller direktøren.

Resten af Pension og Forsikrings prognoser kan læses her.

Facebook
Twitter