De seneste 40 år er priserne aldrig steget så meget som nu

Det er især varer som el, fødevarer, brændstof og gas, der sætter blus under priserne.

Varer som el, fødevarer, brændstof og gas er især steget. Det er også blevet dyrere at tage på hotel og restaurant. Her er priserne steget med 7,6 procent i april i forhold til samme måned sidste år. (Foto: (Illustration) Nathalie Nystad)

Som du nok har bemærket, er det blevet dyrere at vaske tøj, handle ind i supermarkedet og tanke bilen.

Og den udvikling ser ud til at fortsætte.

For i april er priserne steget med 6,7 procent i forhold til samme måned sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I marts var prisstigningerne op at kysse den hidtil største stigning, vi havde set i Danmark i over 35 år.

Men nu er den rekord slået, da inflationen - som det kaldes - aldrig har været højere i Danmark end i næsten 40 år.

Prisændringer inden for varer skubber især til inflationen.

Alene for almindelige forbrugsvarer er priserne i gennemsnit steget med 10,3 procent det seneste år. Det er den højeste årsstigning siden november 1982, hvor den også steg med 10,3 procent.

Varer som el, fødevarer, brændstof og gas er især steget.

Men også priserne på massevis af mejeriprodukter er fløjet afsted.

Hvis man frasorterer varer som energi og ikke-forarbejdede fødevarer - det, der kaldes kerneinflationen - havde vi en årsstigning på 3,6 procent i april.

Det er prisstigninger på leje af sommerhus og tobak, der trækker her, skriver Danmarks Statistik.

Giver en stor ekstraregning

Alt i alt kan dette komme til at betyde meget for din pengepung, men hvor stor regningen bliver afhænger meget af, hvordan du varmer din bolig op, og hvor meget du kører i bil.

Det siger chefanalytiker i Danske Bank Louise Aggerstrøm.

- Det er noget, der godt kan løbe op i et par tusinde kroner om måneden. Men alt afhængigt af, hvordan du bruger dine penge. Om du ryger, har gasfyr eller kører langt på arbejde, men der er ikke nogen tvivl om, at det her gør det dyrere at være dansker, siger hun.

Og med de stigende priser vil du opleve, at pengene slipper hurtigere op.

- Det udhuler danskernes købekraft. Vi får færre ting for pengene. For mange vil det betyde, at man er nødt til at skære ned i, hvad man bruger sine penge på, siger Louise Aggerstrøm.

Der er dog måske lys for enden af tunnelen. Der er nemlig nogle ting, der måske gør, at vi har været over den højeste bjergtinde med inflation.

- Nogle ting taler for, at det her godt kunne være toppen. Vi har set energipriserne falde noget mere til ro, og de skal ned, før vi kan se, at inflationen begynder at falde, siger Louise Aggerstrøm.

- Men andre ting trækker i retningen af højere priser. For eksempel er det svært at tiltrække arbejdskraft, og det gør, at virksomhederne er pressede til at hæve deres priser.

Der spares, hvor der spares kan

Ifølge en undersøgelse af fagforeningen 3F, der har over 250.000 medlemmer, sætter prisstigningerne sig hårdt i deres medlemmers økonomi.

De har spurgt 1.342 tillidsfolk om, hvor meget prisstigningerne påvirker deres økonomi.

30 procent svarer, at madbudgettet er blevet skåret, og 41 procent må aflyse eller spare på sommerferien.

Derudover bliver der også skåret på deres børns fritidsinteresser og fritidsfornøjelser generelt.