De ti mest populære rejsemål: Her kan du stadig tage hen

Fire nye lande er kommet på Udenrigsministeriets orange liste.

Nye rejsevejledninger forlænger listen over de lande, hvor alle ikke-nødvendige rejser frarådes. Spanien topper listen over de lande, som danskerne yndede at rejse til i 2019. Samtidigt topper de listen over højeste smittetal i hele Europa. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

Med dagens nye rejsevejledninger, hvor også Holland, Østrig, Schweiz og Portugal er farvet orange, så frarådes ikke-nødvendige rejser til størstedelen af Europa.

Mens flere lande markeres som orange på kortet i takt med, at smitten stiger, så nærmer efterårsferien sig.

Derfor er der nok mange, der overvejer, om de kan komme på ferie uden for landets grænser i uge 42.

DR Nyheder har taget et temperaturtjek på danskernes 10 yndlingsrejsemål i 2019 og set på, hvordan smittetrykket er i disse lande lige nu.

Gule og orange lande

  • Hvis et land har mere end 30 smittede per 100.000 indbyggere, så markeres landet som orange, og Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til landet.

  • Hvis et land derimod har under 20 smittede per 100.000 indbygger, er der ingen forbehold i rejsevejledningerne.

1

Spanien: Orange

Spanien har det højeste smittetal i Europa på 144 per 100.000 indbygger. (Foto: Rafael Marchante © Scanpix)

Spanien var i 2019 det land, som klart flest danskere valgte at rejse til på ferie. Du bør dog kraftigt overveje, om du skal tage dertil lige nu.

Den yndede solferiedestination er nemlig på listen over de lande, som Udenrigministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til.

Lige nu har Spanien et smittetal på 144, og det er det højeste smittetal i Europa. Det er næsten fem gange mere end grænsen for, hvornår et land ifølge Danmark ender på listen over ikke-nødvendige rejsemål.

Det betyder, at udsigten til den spanske sol lige nu er lang, da smittetallet skal under 20 for at rejsevejledningerne åbner for indrejse til Spanien igen.

Hvis du alligevel beslutter dig for at flyve til Spanien, er der internt i landet ingen rejserestriktioner, og det er ikke et krav at kunne vise en COVID-19 test.

2

Tyskland: Gul

Brandenburger Tor i Berlin, Tyskland. Her kan du rejse til uden at bryde dig mod rejsevejledningerne. (Foto: JOHN MacDougall © Scanpix)

På en andenplads over de mest populære rejsemål sidste år ligger Tyskland.

I nabolandet har de et smittetal på 11, og du kan derfor lige nu uden rejsevejledningerne på nakken krydse grænsen.

Udenrigsministeriet skriver dog, at man som rejsende bør være ekstra forsigtig, hvis man tager turen syd på. Det skal man selvfølgelig være for at begrænse corona smitten mest muligt.

Tyskland kræver, at turister fra lande med et smittetal over 50 per 100.000 indbyggere går i to-ugers karantæne. Det er dog ikke aktuelt for Danmark lige nu med et smittetal på 29.

3

Italien: Gul

Bjergene ved Gardasøen i Italien. Her er smittetallet kun på 15, så landet er markeret som gult i rejsevejledningerne. (Foto: CLAUS BECH ANDERSEN © Scanpix)

Den sidste plads på podiet gik i 2019 til Italien.

Og drømmene om en efterårsferie i Italien er stadig indenfor rækkevidde, da smittetallet lige nu ligger på 16. Det betyder altså, at der er et godt stykke vej før landet kommer på Udenrigsministeriets orange liste.

Derfor slipper de danske turister med en påmindelse fra Udenrigsministeriet om 'at være ekstra forsigtig ved indrejse'.

4

Grækenland: Gul

Danskerne er vilde med Grækenland som feriemål. Og du kan stadig rejse dertil ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledninger. (Foto: BENT MIDSTRUP © Scanpix)

I 2019 endte Grækenland akkurat uden for medaljerækken og måtte tage sig til takke med den kedelige fjerdeplads.

Men løbet for en medalje i 2020 er ikke kørt endnu, da der lige nu ikke er nogle restriktioner om en græsk ferie. Smittetallet er 15, og det skal derfor fordobles for at blive markeret som orange hos Udenrigsministeriet.

Ved indrejse skal du blandt andet være opmærksom på, at der foretages COVID-19 stikprøvekontrol, og en positiv test kan sende dig i 14 dages karantæne.

5

Norge: Gul

Overblik over Trysil i Norge. Her er smittetallet på 13, og du kan ifølge danske rejsevejledninger godt rejse til Norge. (Foto: BRIAN RASMUSSEN © Scanpix)

Vores nordlige nabo endte i top fem over populære lande at rejse til i 2019.

Norges smittetal er lige nu 13, og ifølge danske rejsevejledninger er der altså ikke noget til hinder for en tur nord på.

Til gengæld har Norge ti dages indrejsekarantæne for alle indrejsende fra Region Hovedstaden, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Færøerne.

Rejser du fra en lufthavn i et karantænepligtigt område, for eksempel Kastrup Lufthavn eller Billund Lufthavn, vil du også ende ti dage i karantæne uanset bopæl.

Ifølge Udenrigsministeriet ventes det dog, at Norge fra på lørdag indfører krav om karantæne for rejsende fra hele Danmark inklusiv Færørene. Det gælder ikke rejsende fra Grønland.

6

Frankrig: Orange

Ifølge rejsevejledningerne til Frankrig skal du fortsat se touren hjemme fra sofaen. Smittetallet er nemlig så højt, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Frankrig var sidste år i top ti over mest populære rejsemål for danske turister.

Men i år ser det ikke ud til, at rejselysten til Frankrig kan blive stillet, hvis det står til de danske rejsevejledninger.

Smittetallet er på 86 og indtager en andenplads for højeste smittetal i EU- og EØS-lande. Derfor er landet orange, og Udenrigsministeriet fraråder i øjeblikket alle ikke-nødvendige rejser dertil.

Der er ingen karantæneregler for indrejse i Frankrig ifølge den danske ambassade i Paris.

7

Sverige: Gul

Du kan tage turen over Øresundsbroen og hoppe i vandet et sted i Sverige. Smittetallet er nemlig under 30, og rejsevejledninger anbefaler dig blot at være forsigtig. (Foto: TT News Agency © Scanpix)

Landet, som Danmark er forbundet med via en motorvej over og under Øresund, var også på listen over populære rejsemål i 2019.

På baggrund af Sveriges smittetal på 15 er landet i danske rejsevejledninger markeret gult, og der opfordres til blot at være forsigtig ved indrejse.

Der er fra svensk side ikke indført indrejseforbud for danskere.

8

Tyrkiet: Orange

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til Tyrkiet. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen © Scanpix)

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til orange-markerede Tyrkiet.

Landet er hverken en del af EU eller EØS, og det bliver derfor slet ikke overvejet lige nu, om rejsevejledningen skal ændres til trods for, at smittetallet ikke er ret højt i landet.

Hvis du alligevel ender i en tyrkisk lufthavn, skal du udfylde et skema med personlige kontaktoplysninger og underskrive en erklæring om eventuelle symptomer.

9

USA: Orange

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til USA. (Foto: GARY CAMERON © Scanpix)

Det store land mod vest sneg sig også i top ti hos rejselystne danskere i 2019.

USA har været hårdt ramt af corona og er et af de lande i verden med flest registrerede smittede. Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til hele landet uden undtagelser.

Ligesom Tyrkiet er landet hverken en del af EU eller EØS, og det bliver derfor slet ikke overvejet lige nu, om rejsevejledningen skal ændres.

Og hvis du mod rejsevejledningernes anbefalinger alligevel får lyst til en tur over Atlanten, er det slet ikke muligt at rejse ind i USA.

Landet har nemlig indført indrejseforbud, hvis du de seneste 14 dage, inden indrejse har opholdt dig i Schengen-området, som Danmark er en del af.

10

Portugal: Orange

Rejser til Portugal kan ifølge rejsevejledningerne stadig lade sig gøre med forsigtighed. (Foto: LEIF POULSEN © Scanpix)

Sidste år indtog landet en sidsteplads i den top ti, der viser, hvilke lande danskere foretrak at rejse til i 2019.

Men netop i dag har rejsevejledningernes farve for landet ændret sig fra gul til orange, og det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser til landet frarådes.

Smittetallet er nemlig på 32 per 100.000 indbyggere.

Der er ifølge den danske ambassade i Lissabon ikke indført nogle rejserestriktioner fra Portugal for indrejse fra EU-lande. Restriktioner kan dog blive ændret med meget kort varsel, så hold dig løbende opdateret, lyder rådet fra Udenrigsministeriet.

Facebook
Twitter