De 'tog en for holdet', men nu får syv nordjyske kommuner en hjælpende hånd

Den nye hjælpepakke skal ses som et supplement til de kompensationsmuligheder, der allerede er vedtaget.

Virksomheder, kulturliv og idrætsliv får nu en hjælpende hånd. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)

De syv nordjyske kommuner, der blev ramt af en særlig hård nedlukning for at inddæmme minkvariationen af corona-virus, får nu en økonomisk håndsrækning.

Det ligger fast, efter at man blandt partierne på Christiansborg er blevet enige om en ny hjælpepakke.

Hjælpepakken sikrer kompensation til virksomheder, kultur- og idrætsliv og udsatte borgere, der har været berørt af nedlukningen, meddeler Erhvervsministeriet.

- Nordjyderne har "taget en for holdet". Så det er glædeligt, at et bredt udsnit af Folketingets partier hermed søger at afbøde de hårdeste tilbageslag for landsdelen og specielt de syv kommuners indbyggere, siger Socialdemokratiets Orla Hav.

Hjælpepakken - udvalgte punkter

  • Adgang til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger, hvis virksomheder har en omsætningsnedgang på minimum 30 pct.

  • Virksomheder, der er ramt af, at deres medarbejdere ikke kan komme på arbejde, mangler vigtige leverancer eller generelt oplever produktionsnedgang, kan få kompensation.

  • Der laves en særskilt kompensationsordning for selvstændige mv. bosat i en af de nedlukkede kommuner, der ikke kan pendle til deres forretning uden for kommunerne.

  • Der afsættes en pulje på 15 mio. kr. til delvis dækning af virksomhedernes udgifter til betaling af bod og dagbøder mv. i byggesager mv.

  • For at genstarte turismen styrkes markedsføringen af Nordjylland som destination med 5 mio. kr.

  • Der sættes 7,5 mio. kr. af til en ensomhedspulje, der skal modvirke ensomhed blandt borgere i de syv nordjyske kommuner.

Venstre: Burde også dække meromkostninger

Aftalen er indgået af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Konservative og Alternativet.

En smule malurt i bægeret er der dog. I Venstre glæder Torsten Schack sig godt nok over udkommet af forhandlingerne, men han havde gerne havde set pakken være mere vidtrækkende.

- Aftalen er en lille håndsrækning til nordjysk erhvervsliv. Venstre mener, at det havde været rimeligt, at aftalen også havde indeholdt en model, som samlede regningen op for de mange meromkostninger, nordjyske virksomheder og kultur og idrætsliv har haft de seneste to uger. Venstre synes ikke, det er rimeligt, at den regning havner hos virksomhederne, siger han.

Hjælpepakken skal fungere som et supplement til de allerede eksisterende kompensationsmuligheder, sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S) fredag morgen, inden han gik ind til forhandlingerne.

- Først og fremmest har vi allerede spændt det store sikkerhedsnet ud under de syv nordjyske kommuner, så alle virksomheder i de kommuner har kunnet søge ind i de generelle, almindelige hjælpepakker, som ellers har krævet en særlig adgang, sagde han.

Det nye i dagens forhandlinger er, at de har haft fokus på en regional tilgang til hjælpepakkerne.

Skulle andre dele af landet fremover blive pålagt lokale restriktioner, kan de med fordel næstudere dagens aftale. For partierne er enige om, at den i så fald skal tjene som model for, hvordan hjælpepakker til den tid udformes.

Virksomheder i særlig situation

Nedlukningen i de syv nordjyske kommuner blev sat i værk for to uger siden, efter en mutation af coronavirusset havde spredt sig fra mink til mennesker og ifølge myndighederne truede effekten af en kommende vaccine.

Det gjaldt kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted, Vesthimmerland og Læsø.

Indtil nu, hvor en ny aftale er kommet på plads, har nordjyderne kunnet søge om kompensationsordninger på linje med dem, der var gældende, da hele Danmark lukkede ned i foråret.

Men selvom nedlukningen officielt er afsluttet nu, er hjælpepakkerne stadigvæk nødvendige, lyder det fra brancheorganisationen for hoteller og restauranter Horesta.

Det skyldes, at eksempelvis hoteller, spillesteder og restauranter har forberedt sig på, at forretningen skulle være lukket frem til 3. december, som det officielt blev meldt ud. Derfor har de blandt andet aflyst arrangementer.

- Når vores kunder hører, at vi skal lukke ned, så annullerer de jo alt. Det siger sig selv. Meget efter 3. december er også aflyst, siger formand for Horesta i Nordjylland Lars Mouritzen.

Facebook
Twitter