Den private og stædige forbundsformand forlader 3F

Efter 18 år i formandsstolen træder Poul Erik Skov Christensen tilbage som forbundsformand i 3F.

(Foto: Scanpix © Scanpix)

Ved SiDs kongres i efteråret 1995 trådte Poul Erik Skov Christensen for alvor ind i danskernes bevidsthed. Efter et dramatisk kampvalg mod Willy Strube overtog Poul Erik Skov Christensen formandsposten i specialarbejderforbundet.

Han tiltrådte formelt stillingen som øverste chef i SiD i 1996.

Inden da havde han siddet som formand for byggekartellet BAT i seks år.

Han kom ind i det daværende SiD som opmålerkonsulent i 1977 med opgaven at opmåle arbejdets omfang i forhold til den rigtige løn. Han blev siden formand for den lokale afdeling i Struer og så forretningsfører og formand for bygge- og anlægsgruppen i SiD.

Træder nu tilbage

I 2005 blev han formand for 3F, der blev til efter Danmarks største faglige fusion.

Efter 18 år som forbundsformand træder Poul Erik Skov Christensen nu tilbage som forbundsformand ved 3Fs kongres, der finder sted i Aalborg fra 14. september til 19. september.

3F-formanden beskrives som en meget privat mand, der også som formand har været præget af en vis blufærdighed. Han er vokset op i Struer hos sin mormor og morfar og har angiveligt taget en portion stædig vilje med sig fra det jyske.

Poul Erik Skov Christensen bor nu i Frederikssund sammen med Annette Amby Christensen, ungdomskæreste fra barndomsbyen. Sammen har de to voksne børn.

/ritzau/

Facebook
Twitter