Den studerende, bygherren og ministeren: Her er persongalleriet i kæmpe byggeskandale

- Jeg synes, byggeriet har fyldt meget i min studietid, siger biofysik-studerende Anna Freja Hansen.

Projektdirektør hos Vejdirektoratet, Erik Stoklund Larsen.

En budgetoverskridelse på to milliarder kroner og en forsinkelse på fjerde år.

Niels Bohr-Bygningen skulle samle de naturvidenskabelige uddannelser på Københavns Universitet i en kompleks prestige-bygning i hjertet af København.

Men byggeriet har udviklet sig til en stor skandale. Den kan du læse mere om her.

DR har snakket med de centrale personer:

Den studerende

Anna Freja Hansen læser de fysiske fag med studieretning i biofysik. Hun skriver speciale på Novo Nordisk. (Foto: facebook)

- Jeg synes, byggeriet har fyldt meget i hele min studietid. Jeg startede i 2014, samtidig med at byggeriet gik i gang. I starten var det spændende at kunne blive en del af de nye bygninger. Men efterhånden som jeg blev færdig med min bachelor, kunne jeg godt se, at vi nok ikke ville flytte, mens jeg stadig var studerende.

- Jeg er også lidt bekymret for, hvad der skal ske med det gamle Niels Bohr-Institut. Der er noget smukt i at gå rundt på de gange og modtage undervisning i de lokaler, hvor Bohr og Einstein har drøftet fysik i sin tid.

- Jeg har ondt af mine medstuderende, der er fanget i specialer og andre projekter i midlertidige lokaler med en uvished om, hvornår de skal flytte igen.

- Jeg valgte i 2017 at undersøge muligheden for at skrive mit speciale som et virksomhedsprojekt, da jeg gerne ville undgå at skrive speciale midt i en eventuel flytning. Nu kan jeg godt en gang i mellem føle mig lidt alene med specialet.

Den fyrede entreprenør

Michael Vindfeldt er den spanske entreprenør Inabensas danske advokat. Inabensa var storentreprenør på Niels Bohr-byggeriet, men blev fyret i 2017. Nu kræver staten mindst 650 millioner kroner fra Inabensa, og Inabensa kræver knap 90 millioner kroner fra Bygningsstyrelen. (Foto: Christian Ingemann Bentsen DR)

- Vi oplevede, at der var massive samarbejdsproblemer på pladsen. Der manglede styring fra Bygningsstyrelsens side. Og der blev ikke taget tilstrækkeligt ansvar for at få løst problemerne fra Bygningsstyrelsen og rådgiverne. Og så var der store problemer med projektmaterialet. Desværre alt sammen noget, der er fortsat efter fyringen af Inabensa.

- Vi føler, at Bygningsstyrelsen har haft brug for en syndebuk – og man valgte så den nye og fremmede dreng i klassen for at retfærdiggøre egne fejl og mangler og et dårligt projekt.

Entreprenøren fra Rødovre

Flemming Kragerup er administrerende direktør i Proventilation, som pillede ventilationskanaler op og satte nye op på bygningen. Proventilation ligger nu i konflikt med Vejdirektoratet om et stort millionbeløb. (Foto: Mathias Sommer DR Nyheder)

- Vi mærker ikke nogen ændringer, da Vejdirektoratet tager over efter Bygningsstyrelsen. Det er de samme personer, som leder og fordeler arbejdet.

- Den primære udfordring på byggeriet har været de ændringer, der har været. Det har været en udfordring at koordinere fagene, og vi skulle passe på med ikke at ødelægge det, der allerede var sat op, når vi skulle pille ned og tilsvarende, når vi sat ny ventilation op.

Bygherren

Erik Stoklund Larsen er projektdirektør ved Vejdirektoratet, som i 2018 fik overdraget Niels Bohr-byggeriet fra Bygningsstyrelsen, som havde mødt kritik. (Foto: Mathias Sommer DR)

- Det er trist, når en sag ender på den måde, og ultimativt er det også os som bygherre, der har ansvaret for det.

- Jeg må sige, at vi gør alt, hvad vi kan for at få gjort det her færdigt. Det må man bare forstå, der er ikke nogen, der sidder herude og trækker tingene i langdrag, fordi de synes, det er sjovt. Alle på pladsen her arbejder i samme retning og vil gerne være færdige med det her byggeri.

Bygningsstyrelsen henviser til Vejdirektoratet, som udtaler sig i den her sag.

Fakultetet

Henrik Zobbe er fakultetsdirektør på Science, som skulle være rykket ind i Niels Bohr-Bygningen helt tilbage i 2016. (Foto: Christian Ingemann Bentsen DR)

- Langt hen ad vejen handler det om, at man har sat nogle folk til at lede et byggeprojekt, som i princippet ikke har haft den store forstand på det.

- Den her forsinkelse og fordyrelse er jo enormt udfordrende for forskningen. Forskerne har søgt ekstern finansiering til deres forskningsprojekter, så de kunne udnytte den infrastruktur, som var til rådighed for dem i Niels Bohr-Bygningen. Men det kan de ikke leve op til med de nuværende forsinkelser.

Eksperten

Kim Haugbølle er seniorforsker og ekspert i byggeprocesser ved Aalborg Universitet.

- Alt, hvad der har kunne gå galt, er gået galt i den her byggesag. Hvis vi skal lave nogle nedslagspunkter, så er det blandt andet, at risikostyringen ikke har været tilstrækkelig god. Og derfor er tingene eskaleret og løbet bygherren af hænde.

Så siger du dermed også, at hovedansvaret for at det er gået så galt ligger hos bygherren, altså Bygningsstyrelsen?

- Det er ultimativt altid bygherrens ansvar, men det skal jo ikke frikende de andre aktører i processen fra deres del af ansvaret. Det er jo ikke bygherrens ansvar alene, det her. Bygherren har entreret med nogle fagprofessionelle folk, som skal levere arbejde og ydelser og materialer og så videre til det her byggeri, og de har jo også svigtet i den her sag.

Forskeren

Dorthe Dahl-Jensen er internationalt anerkendt klimaforsker. Hun har været nødt til at flytte sit laboratorie ud i midlertidige lokaler på grund af forsinkelserne på Niels Bohr-Byggeriet. (Foto: Casper Lyngby)

- Jeg synes ikke, det er særlig sjovt. Jeg har faktisk fået endnu et job som forsker i Canada, fordi jeg netop synes, at det er meget deprimerende at gå her, og vi ikke ved, hvornår tingene sker. På den måde kommer jeg lidt væk fra de ting, som ikke kan lykkes i København.

- Vi er i midten af et meget stort projekt, hvor vi er ved at bore en dyb iskerne på 2,6 kilometer. Over for vores internationale partnere har vi lovet mange ting, blandt andet at måle drivhusgasserne i isen. Det kan vi ikke, så vi er kommet flere år bagud.

Ministeren

Boligminister Kaare Dybvad (S) vil sikre, at en budgetoverskridelse, som den, der er sket på Niels Bohr-Bygningen, ikke kan ske igen. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

- Det er naturligvis helt uacceptabelt.

- Grundlæggende er der tre steder, det er gået galt: Hos en af de tidligere entreprenører, hos byggeledelsen og i udformningen af byggeriet.

- Min opgave nu er at sørge for, at den her sag ikke bliver dyrere for skatteborgerne, end den allerede har været. Derfor vil jeg heller ikke kommentere på de præcise beløb, fordi der kører en voldgiftssag.