Desperat mangel på hænder får Lolland til at jagte sosu'er i udlandet

Nye ansatte fra Spanien, Italien og Ungarn er på vej til Maribo.

Sosu-hjælper Dorthe Rasmussen hjælper en beboer med at blive klar på Plejecentret Lykkeseje på Lolland.

Med en lille, rund hårbørste og et erfarent greb bliver de kridhvide krøller nænsomt strøget tilbage.

- Så er det næsten lige før, at vi godt kan slippe dig fri igen, Ella, siger sosu-hjælper Dorthe Rasmussen, da hun igen lægger hårbørsten på plads.

Som på mange andre af landets plejehjem skal der løbes stærkt for at nå rundt til alle beboere på Plejecentret Lykkeseje på Lolland, hvor Dorthe Rasmussen arbejder.

- Vi har bare ikke den tid til borgerne, som vi rigtig gerne vil have, siger hun.

Mange kommuner mangler akut medarbejdere i ældreplejen. Det seneste halve år er mere end 15.000 ledige sosu-jobs slået op forgæves, viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.

Også Birgitte Topp-Jakobsen, der som leder skal få vagtplanen til at gå op på plejecentret, mærker det øgede pres.

- Jeg står nogle gange i en situation, hvor der er sygdom, og der ikke er andre at få hos vikarbureauet. Så må jeg sige til medarbejderne, at i dag må I gøre det, så godt som I kan, siger hun.

16 udenlandske plejere på vej

I 2030 vil der mangle i alt 16.000 ansatte til plejejobs, spår Kommunernes Landsforening (KL). Blandt andet fordi der vil være 134.000 flere danskere over 80 år.

I flere kommuner forsøger man derfor lige nu at hente ekstra hænder i udlandet.

I Lolland Kommune mangler man op mod 90 ansatte. Desperationen er nu så stor, at kommunen er gået i gang med at skaffe nye ansatte i Spanien, Italien og Ungarn til Maribo.

Det fortæller borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

- 16 har sagt ja, og de er i gang med et intensivt sprogkursus på internettet. Det vil sige, at de sidder derhjemme nu og får de første basale sprogkundskaber, siger han.

Til december regner kommunen med at tage imod og sende de nye plejere på sprogskole på Lolland indtil marts næste år, hvor kommunen så håber, at de 16 er klar til at tage fat.

Sproget er den største hindring, og det bliver derfor heller ikke helt billigt at hente arbejdskraften til Danmark.

Men på længere sigt håber Lollands borgmester, at mange vil slå sig ned og blive ved med at arbejde i kommunen.

- Der er omkostninger med sprogskolen i indkøringsperioden. De skal også have noget løn. Så derfor koster det. Men på den lange bane kan det være en god investering, siger Holger Schou Rasmussen.

Ekspert: Risiko for spildte penge

Professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, Jakob Kjellberg forstår godt udfordringerne i kommunen.

- Gabet mellem hvem man har og har brug for er bare vokset. Så jeg forstår godt Lolland Kommune, siger han.

Men på længere sigt tvivler Jakob Kjellberg på, om løsningen er den rigtige.

- Det er jo en risiko, når man har lært dem op og brugt ressourcer på dem, at de så tænker, at de hellere vil tilbage til deres eget land eller videre til et andet land, siger han.

Der findes ifølge forskeren ingen egentlige erfaringer med at hente udenlandsk arbejdskraft til plejeområdet i Danmark. Men for mere end ti år siden forsøgte man blandt andet at trække udenlandske læger til sundhedsvæsnet.

Erfaringer fra dengang viser ifølge Jakob Kjellberg, at pengene kan være spildte, fordi mange rejser hjem eller videre til andre lande, når de først har høstet erfaringer i Danmark.

- Norge lønner endnu bedre. Så der er en risiko. Det bliver spændende at følge. Og så må vi se, hvor gangbar den her løsning er i et større perspektiv, siger Jakob Kjellberg.

Får også tilbud uden for EU

Netop om pengene er godt givet ud, er Lollands borgmester dog ikke så bekymret for.

I forvejen bruger kommunen mange penge på at dække sig ind med løs arbejdskraft og vikarer, og det er også en dyr løsning, mener Holger Schou Rasmussen.

Hvis projektet på Lolland viser sig at være en succes, vil kommunen i fremtiden udvide det til at skaffe endnu flere hænder.

- Hvis halvdelen vælger at blive og er her om et år eller to, så har det været en succes. Så vil vi drible videre med den bold, og så vil vi rekruttere nogle flere. Så bliver det ikke bare sosu'er, så bliver det inden for alle andre faggrupper, siger Holger Schou Rasmussen.

Se sosu-hjælper Dorthe Rasmussen fortælle om, hvad hun vil gøre for at hjælpe de nye kollegaer i gang på plejecentret:

På Plejecentret Lykkeseje giver det også god mening at lede efter hænder endnu bredere.

Også uden for Europas grænser, siger leder Birgitte Topp-Jakobsen.

- Vi har fået rigtigt mange henvendelser uden for EU. Men dér har vi jo været nødt til at sige nej i projektet, fordi vi ved, at de ikke kan få opholdstilladelse, siger hun.

Hvad kunne Folketinget gøre i forhold til at skaffe flere udenlandske ansatte?

- Jeg tænker, at der kan være noget omkring det med opholdstilladelsen. At være og arbejde i Danmark. Hvordan kan man gøre det mere fleksibelt? Fordi der formodentlig vil være et potentiale uden for EU, siger Birgitte Topp-Jakobsen.