Det betyder schweizerfrancens himmelflugt for dig

Schweizerfrancen er styrket, efter den schweiziske centralbank tidligere i dag helt overraskende løste den fra euroen.

Den danske konkurrenceevne kan blive styrket som følge af den schweiziske manøvre. (© DR)

Helt uventet valgte den schweiziske centralbank i dag at fjerne loftet over schweizerfrancen.

Den schweiziske valuta har ellers som den danske krone været bundet til euroen, men nu har schweizerne altså besluttet at lade den flyde frit. Det betød, at schweizerfrancen i dag blev markant styrket.

De danskere, der bliver ramt af den schweiziske manøvre er først og fremmest dem, der har lån i Schweizerfranc, fortæller Frank Øland, der er chefstrateg i Danske Bank Private Banking.

- Det er der desværre nogle, der har, men set i forhold til for nogle år siden, så er det langt færre, der har de her lån, siger han.

Lussing til låntagere

Særligt i landbruget har lån i schweizerfranc tidligere været populære, fordi man kan få en meget lav rente på dem.

- Dem, der har de her lån har fået lidt af en lussing i dag. Både deres renteudgifter og deres gæld er vokset betydeligt, forklarer Øland.

Konkurrenceevnen øges

For de danskere, der ikke har lån i schweizerfranc, er konsekvenserne af den frit flyvende franc til gengæld begrænsede, beroliger chefstrategen. På plussiden vil den danske konkurrenceevne måske øges lidt, i takt med at den schweiziske svækkes. Og så kan de varer, der produceres i Schweiz, godt gå hen og blive dyrere:

- Men jeg tror, det tager noget tid, før man ser det får en betydning nede på hylderne i supermarkedet, lyder det fra Frank Øland.

Lige nu og her er der en vis nervøsitet på aktiemarkederne ovenpå nyheden fra Schweiz, men når den er drevet over, vurderer Frank Øland, at eurozonen vil komme til stå stærkere i konkurrencen med Schweiz.

Blev trukket ned af euroen

Når den schweiziske centralbank har valgt at løse sin valuta fra euroen, selvom det kan ramme konkurrenceevnen, skyldes det, at schweizerfrancen i længere tid er blevet trukket ned af euroen.

- Når man får en valuta, der er for svag, så begynder man at få overophedning, og det kan føre til inflation. Man er simpelthen begyndt at få nogle ubalancer i den schweiziske økonomi.

Facebook
Twitter