Det bliver farligere at gå på arbejde

Murere, tømrere og andre håndværkere på de danske byggepladser må forberede sig på langt mindre vejledning om, hvordan de undgår arbejdsulykker.

Selv om byggepladser er et af de allerfarligste steder at arbejde i Danmark, kan murere og tømrere fremover se frem til langt mindre vejledning om, hvordan de undgår arbejdsulykker.

Regeringen og Dansk Folkeparti vil nemlig fjerne halvdelen af beløbet til byggebranchens rådgivningsorgan.

- Det virker ikke fornuftig i mine øjne, siger senior-projektleder hos rådgivningsvirksomheden, COWI, Per Tybjerg Aldrich.

Han står bag en dugfrisk rapport, som slår fast, at det ikke kun er godt for helbreddet, men også for økonomien, at forhindre arbejdsulykker.

Frygter flere alvorlige ulykker

Og den holdning deler både fagforeninger og arbejdsgiverne i Dansk Byggeri, som bliver ramt, når der bliver skåret kraftigt i arbejdsulykke-rådgivningen:

- Det er helt katastrofalt, siger arbejdsmiljøkonsulent, Freddy Hansen fra fagforeningen Træ-Industri og Byg.

Han frygter en stigning i alvorlige arbejdsulykker:

- De penge som staten tager nu, det er penge, som skal bruges til at forebygge arbejdsulykker. Konsekvensen bliver, at vi ikke kan komme ud med den samme rådgivning på byggepladserne, som vi kan i dag, siger Freddy Hansen.

Urolige arbejdgivere

Også arbejdgiverne i byggeriet er kede af nedskæringen.

- Det er ærgeligt, at vi nu skal lave mindre af alt det gode vi har lavet, siger arbejdsmiljøschef i Dansk Byggeri, Mette Møller Nielsen.

Lige nu har mange arbejdgivere i byggebranchen svært ved at huske sikkerheden for de ansatte i jagten på nye ordre, fortæller Mette Møller Nielsen:

- Det vi kan hører fra vores medlemmer er, at det allerede er sværere at holde fast.

Minister: I er for sløve

Men det er byggebranchens egen skyld, at regeringen halverer støtten til kampen mod arbejdsulykker.

Sådan siger beskæftigelsesminister, Inger Støjberg.

Rådgiverne bruger nemlig for meget tid på interne møder, og for lidt tid ude på byggepladserne, siger hun.

- Jeg har som minister en forpligtelse til at bruge pengene bedst mulig, siger Inger Støjberg.

Reel nedskæring

Men de penge som nu ikke længere skal gå til byggebranchens arbejdsmiljørådgivere vil ikke blive brugt andre steder for at forhindre ulykker i byggeriet.

Istedet skal pengene bruges til at lukke hullet i statskassen.

Og Inger Støjberg erkender da også, at der er tale om at sikkerhedsrådgivningen på byggepladserne får færre penge:

- Der er tale om en nedskæring, men når jeg får en rapport der viser, at vi ikke bruger pengene effektivt nok, så skal jeg selvfølgelig ændre på det, slutter Inger Støjberg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk