Det er blevet 14.100 kroner dyrere at være dansk børnefamilie

Forbrugerpriserne er steget med 3,1 pct. i december i forhold til samme måned sidste år.

Overodnet set er forbrugerpriserne steget med 1,9 procent i 2021 i forhold til 2020. (Foto: © (© Grafik Nathalie Nystad))

Tidligere skrev vi i artiklen, at en gennemsnitlig børnefamilie har betalt 14.100 kroner mere i 2021. Det er ikke korrekt og er nu ændret til, at med udgangspunkt i de prisstigninger, der er sket i december måned 2021 sammenlignet med samme måned i 2020, så svarer det til, at en gennemsnitlig børnefamilie skal betale 14.100 kroner mere om året. Beregningerne er lavet af Arbejdernes Landsbank, baseret på tallene fra Danmarks Statistik.

Du har måske lagt mærke til det.

El-regningen er steget. Indkøbskurven er blevet dyrere. Det koster mere at tanke bilen.

Og det er ikke bare januar-gråvejret, der får det til at føles dyrere: Det seneste år er det målbart blevet dyrere at være dansker.

De såkaldte forbrugerpriser - altså et indeks over, hvad alle ting koster i samfundet - er nemlig steget med 3,1 procent fra december 2020 til december 2021, hvilket er en af de højeste stigninger siden 2012. I november var det en smule højere på 3,4 procent.

Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Forbrugerpriserne bevæger sig med den højeste fart i 13 år. Inflationen er faldet en lille smule fra november til december, men overordnet set er der god fart på, siger Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank.

Som det fremgår af kurven ovenfor, var der et lille knæk i prisstigningerne i slutningen af 2021. Det skyldtes blandt andet særligt lave priser på udvalgte fødevarer som smør og sodavand.

Det samlede billede er imidlertid stadig, at priserne er steget mærkbart det seneste år.

Kan have stor betydning

Skulle du diske op med 100 kroner for en vare i december 2020, skal du nu diske op med 103,1 kroner for den samme vare.

De små procenter lyder måske ikke af så meget, men for den almindelige børnefamilie er det ikke små beløb.

Med udgangspunkt i den stigning, der er sket for december måned, svarer det til, at en gennemsnitlig børnefamilie med to voksne og to børn skal af med 14.100 kroner mere om året. Beregningerne er lavet af Arbejdernes Landsbank, baseret på tallene fra Danmarks Statistik.

Og alt tyder på, at udviklingen fortsætter i 2022.

- Priserne stiger ikke så meget, at det vil ruinere en almindelig dansk familie. Alligevel er det nok på tide for de fleste at gennemtænke deres økonomi i lyset af de stigende priser: Stiger min løn i samme tempo? Kan jeg finde varerne billigere et andet sted? Hvad gør jeg med min opsparing, når inflationen gnaver sig ind på den, siger Casper Schrøder, DR Nyheders økonomikorrespondent.

I videoen nedenfor kan du høre mere om, hvorfor priserne stiger, og hvad inflation egentlig er.

Også singler og andre med et mindre forbrug vil kunne mærke prisstigningerne.

En gennemsnitlig person under 30 år, skal hoste op med 6.600 kroner mere om året.

- Det er et mindre beløb, end det er for en børnefamilie, men det kan fylde mere i budgettet, hvis man for eksempel er studerende.

- Her vil det i særlig grad være strøm, der vil trække op i budgettet, siger Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

Enlige med børn skal af med 8.400 kroner.

Danskerne kan mærke det

Spørger man danskerne om de stigende priser, er det ikke gået deres næser forbi.

Karin med sin mand John Pedersen. (Foto: © Klaus Bach DR Nyheder)

- Vi kan mærke det på husholdningsbudgettet. Prisen på kød og brød er steget. Ja, faktisk alle dagligvarer har fået en tand op. Det, synes jeg, er mærkbart, siger Karin Ludvigsen, der er pensionist, og fortsætter:

- Vi oplever ikke, at vi har færre penge sidst på måneden, men vi har lagt mere i husholdningskassen.

Prisen på fødevarer var i december steget med 1,9 procent sammenlignet med samme måned i 2020. Udvalgte varegrupper som spiselige olier steg med hele 42,2 procent i perioden.

Et andet forbrugsgode, der er steget markant, er brændstof. Faktisk med hele 22,9 procent siden december 2020.

- Vi sad og så en dansk serie forleden, hvor benzinen kostede otte kroner. I dag er prisen oppe på omkring 13 kroner. Vi står tit og tænker på, om det er billigere at tanke nu, end hvis man ventede en uge, siger 28-årige Alex Haglund.

- Hvis det fortsætter, bliver vi nødt til at lade være med at bruge bilen lige så meget, siger han.

Alex Haglund og hans kæreste Sofie Brinch-Møller kan også mærke, at el-priserne er steget. De skifter ofte selskab herefter. (Foto: © Klaus Bach DR Nyheder)

Vil det fortsætte?

Flere økonomer vurderer, at prisstigningerne vil fortsætte de kommende måneder. Ifølge Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank, er der dog også håb forude.

- Hvis vi ser en måned nogle måneder frem, vil energipriserne formentlig stadig være på et højt niveau, og afgiftsstigninger på cigaretter er lige trådt i kraft, så alt det kan spille ind.

- Men om et år forventer vi, at prisstigninger vil dampe af, da energipriserne vil glide ud. Men til gengæld vil et bredere udsnit af varer blive ramt, siger han.

Vi har stadig et par kolde måneder til gode. Og måden, man opvarmer sin bolig på, har en stor betydning for ens udgifter, da naturgas er steget meget, forklarer Brian Friis Helmer.

En lysere fremtid rent pengemæssigt vurderer DR Nyheders økonomikorrespondent, Capser Schrøder, også. Men med forbehold.

- De fleste økonomer regner med, at den høje inflation er midlertidig. Priserne vil nok fortsætte med at stige hurtigt de kommende måneder, men tempoet vil tage af, når vi kommer lidt ind året. Den forudsigelse havde de dog også for et halvt år siden, og den midlertidige inflation har indtil videre ikke været helt så midlertidig, som de først troede, siger han.