Det går bedre for superligaklubberne - men mange spiller med røde tal

Der var næsten 100 millioner kroner til forskel på Superligaens økonomiske top og bund i sidste sæson, viser en gennemgang af regnskaberne.

(Foto: © Andrew Boyers, Scanpix)

Efter nogle katastrofale år med store økonomiske underskud i den bedste danske række, ser udviklingen ud til at være vendt for dansk superligafodbold.

Samlet kom de danske superligaklubber ud af 2016 med et plus på fire millioner kroner. Det viser en gennemgang af superligaklubbernes regnskaber foretaget af Idrættens Analyseinstitut og DR Nyheder.

- Årets resultat står på ryggen af de generelle samfundskonjunkturer. Den nedgang, der fulgte efter Finanskrisen, er blevet vendt til en lille vækst. Vi er på den anden side, og det betyder, at det bliver nemmere at få sponsorindtægter og den slags, siger Rasmus Storm, der forskningsleder på Idrættens Analyseinstitut.

Det er dog først og fremmest Superligaens suverænt største økonomi, Parken Sport og Entertainment, der trækker overskuddet op. Deltagelse i Champions League gav plusser på kontoen, og FCK-koncernen kom ud af 2016 med et overskud på 66 millioner kroner.

10 år har givet minus på over en milliard

Trækkes FCK ud af ligningen, tegner der sig stadig et billede af røde bundlinjer og økonomisk pressede klubber.

- Halvdelen af klubberne har stadig underskud, og selv om de gode konjunkturer fortsætter, vil vi ikke se de store overskud. Hvis der så kommer en ny generel økonomisk krise, vil vi se ret store underskud og nye kapitaltilførsler i klubberne. Det er typisk sådan, det går, siger Rasmus Storm.

Kigger man på superligaklubbernes resultater over de sidste 10 år, har de samlet givet et underskud på over en milliard kroner.

Herunder årets gennemgang af Superligaens økonomiske top-14:

1. Europaeventyr gav jackpot til FCK

+ 66,5 millioner kroner.

Parken Sport og Entertainments hærdebrede økonomiske skuldre fylder gevaldigt i de økonomiske statistikker for Superligaen.

Superligaklubberne omsatte sidste år for samlet 2,6 milliarder kroner.

57 procent af omsætningen sidder Parken Sport og Entertainment på, FCK-koncernen omsatte i 2016 for 1,5 milliarder kroner, og med et samlet overskud på 66,5 millioner kroner er FCK den klare topscorer på årets liste over Superligaens økonomiske Top-14.

Parken Sport- og Entertainments forretning hviler på tre ben: Lalandia, FCK og Fitness.dk.

Første og andet ben havde et glimrende 2016, mens Fitness.dk er udfordret af konkurrencen på markedet for fitnesscentre.

Lalandia opnåede rekordomsætning, og FCK mere end fordoblede sin omsætning på grund af deltagelsen i Champions League, hvor klubben blandt andet slog de belgiske mestre fra Club Brugge 4-0 på hjemmebane.

Club Brugge fik klø i Parken i 2. runde af Champions League, da FCK sejrede 4-0 over de belgiske mestre. Anfører Thomas Delaney leverede blandt andet en perle af et langskudsmål. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Det gode årsresultat for Parken Sport og Entertainment har sendt et udbytte ud til aktionærerne på knap 100 millioner kroner, hvilket i sig selv er meget usædvanligt.

Koncernen har siden efterveerne af Finanskrisen båret rundt på en relativt stor gæld, som i år er blevet høvlet ned til under en milliard kroner.

2017 er dog ikke startet i plus for Danmarks største fodboldklub. Parken Sport- og Entertainment havde efter årets tre måneder et underskud på 24,8 millioner kroner. Forklaringen er ikke mindst, at koncernen blev idømt en bøde på 13 millioner kroner for kursmanipulation ved Østre Landsret tidligere på året, hvor tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard blev idømt halvandet års fængsel.

2. FC Nordsjælland og Emre Mor

+24 millioner kroner.

Selv om Farum Park hører til blandt Superligaens mindst besøgte stadioner, har FC Nordsjælland gennem årene været blandt de bedste til at få de økonomiske ender til at finde sammen.

Særligt årene 2012 og 2013 var gode med store indtægter fra de europæiske turneringer.

For 2016 ser det også økonomisk godt ud. Omsætningen har taget et hop fra 80,1 millioner kroner til 157,5 millioner kroner i senest afsluttede regnskabsår. Det er en vækst på hele 96 procent, som samtidig resulterede i et pænt overskud på 24 millioner kroner efter skat.

FC Nordsjællands salg af det unge talent Emre Mor til Dortmund har sendt et stort beløb i kassen. Her er han i aktion mod det engelske storhold Manchester City. (Foto: © Bobby Yip, Scanpix)

Årsagen er især øgede transferindtægter fra salgene af Emre Mor og Bruninho. Sportsligt var året ikke prangende, hvor det blev til en niendeplads.

I den nyligt afsluttede sæson kom klubben dog med i den efterstræbte top-seks og sluttede sæsonen som nummer seks.

3. AaB har skåret ind til benet

+7,1 millioner kroner.

Også AaB evner at 'opdrætte' dygtige talenter med pæne transfersummer til følge. I 2016 tjente AaB knap 13 millioner kroner på salg af Nicolaj Thomsen, Lukas Spalvis og Gilli Rölantsson.

Det er den primære grund til, at AaB kommer ud af 2016 med et overskud på 7,1 millioner kroner. Men omsætningen er presset af et stort fald i tv-indtægter på 10 millioner kroner og faldende sponsorindtægter.

I 2016 faldt omsætningen yderligere til 74,8 millioner kroner. I 2014 havde AaB en omsætning på 127,4 millioner kroner, hvilket alene skyldtes AaB's deltagelse i Europe League.

AaB's økonom fik en ordentlig saltvandsindsprøjtning, da klubben i 2014 deltog i Europe League. Eventyret sluttede dog i februar 2015, da AaB over to kampe tabte samlet 1-6 til belgiske Club Brugge. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

AaB har været hårdt ramt af finanskrisen. Men økonomisk er AaB ved at være på fode efter en stor kapitaltilførsel på 75,5 millioner kroner i 2014. Siden 2009 løber det samlede underskud i AaB op i 173 millioner kroner svarende til et gennemsnitligt underskud på 21,5 millioner kroner årligt.

4. Tv-penge sender Sønderjyskes omsætning i vejret

+ 2,7 millioner kroner.

Det er en glad og optimistisk ledelse, der har aflagt årsrapport for 2016.

Sønderjyske præsterer stadig over evne og vandt sølvmedaljer i 2016. Det gav udslag på tilskuerpladserne, hvor gennemsnittet af tilskuere voksede med 50 procent fra 2015 til 2016 (det faldt dog med 16 procent i seneste sæson).

Samtidig voksede omsætningen med 20 procent til 53,9 millioner kroner.

Det er særligt indtægter fra TV-rettigheder, som er vokset - fra 15,6 millioner kroner til 27,3 millioner kroner i 2016. Halvdelen af Sønderjyskes indtægter kom altså sidste år fra tv-rettigheder.

Sønderjyske hentede i sæsonen 2015/2016 sølvmedaljer hjem til Haderslev. En stor overraskelse. På billedet er det Sønderjyskes Adama Guira foran FC Midtjyllands Paul Onuachu. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

5. Fjerde år med overskud til Randers FC

+ 1,3 millioner kroner.

Randers FC har også hentet et lille overskud i 2016. Det er fjerde år i træk, at klubben i Kronjylland laver et plus.

Selv om tilskuertallet fortsat siver på Randers Stadion - som nu hedder BioNutria Park Randers - er der stor lokal sponsoropbakning, som årligt sprøjter 30 millioner kroner ind i klubben.

Randers nåede lige præcis ikke med i den attraktive top-seks i seneste sæson, men sluttede som nummer syv i ligaen efter at have vundet nedrykningsspillet - men da klubben tabte finalen om Europa til FC Midtjylland, bliver der ikke europæisk fodbold i Randers i den nye sæson.

6. AC Horsens sætter tæring efter næring

+ 500.000 kroner.

AC Horsens har haft nogle hårde år, men har holdt udgifterne nede og opnår et overskud på 500.000 kroner i 2016.

Klubben omsatte for 29,3 millioner kroner og opnåede lige nøjagtig sin sportslige målsætning; nemlig at overleve i Superligaen.

AC Horsens havde i 2014 et underskud på 10 millioner kroner, som lavede et stort hul i egenkapitalen. Siden er truppen blevet trimmet og sponsorindtægterne øget, efter AC Horsens rykkede op i Superligaen i sidste sæson. I sidste regnskabsår fik klubben en kapitalindsprøjtning på 2,3 millioner kroner for at konsolidere egenkapitalen.

7. Lilleputklub skal danse med de store

+ 19.200 kroner.

FC Helsingør spillede sidste sæson over økonomisk evne og nuppede i en knald eller fald-kamp pladsen i Alka Superligaen fra Viborg.

Så selv om klubben mere end fordoblede sin omsætning fra 2015 til 2016, vil der formentlig løbe en del flere penge ind i klubben i dette regnskabsår.

Det er første gang i historien, at FC Helsingør skal spille i Superligaens bedste række, og faciliteterne er ikke til det. Men DBU har givet klubben dispensation, og allerede i 2015 satte Helsingør Kommune gang i processen mod et nyt stadion, som skal stå klar i 2019.

FC Helsingør overraskede alt og alle, da klubben slog Viborg IF over to play-off kampe og dermed rykkede op i Superligaen nogle år før planlagt. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

8. Hobro IK: oprykning koster

- 0,9 millioner kroner.

Efter en nærmest sensationel syvendeplads i sæsonen 2014/15 sluttede Hobro IK i 2015/16 på en nedrykningsplads.

På trods af faldende indtægter i forbindelse med nedrykningen i sæsonen 2015/16 valgte klubben at opretholde spillerbudgettet i bestræbelserne på en hurtig tilbagevenden til Superligaen, hvilket også blev indfriet med en førsteplads og direkte oprykning fra 1. division i den netop overståede sæson 2016/17.

I 2016 gennemførte selskabet bag klubben en aktieudvidelse, der tilførte 2,7 millioner kroner.

Hobro lever stadig højt på den sensationelle superligastart i 2014, hvor FCK blandt andet blev slået med 3-0 på hjemmebane. Her er det Hobros Martin Thomsen på briksen dagen efter sejren over FCK. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

9. Den evige krise i Aarhus

- 1,2 million kroner.

AGF har fået gang i hjulene efter en tur i 1. division. AGF omsatte for 109,5 millioner kroner i 2016. Resultatet efter skat er ikke desto mindre negativt på 1,2 millioner kroner efter skat.

Derudover er regnskabsperioden præget af udskiftninger på trænersiden, hvor Morten Wieghorst og Bent Christensen blev afløst af Glen Riddersholm og Lars Riis. Men også spillermæssigt har der været stor udskiftning, hvor 12 spillere har forladt klubben, mens 11 spillere herunder navnkundige Morten Duncan Rasmussen meldte sig under AFG's faner.

Resultatet i 2016 er markant bedre end i 2015, hvor AGF havde et underskud på 24 millioner kroner. Men der er også markant forskel på at spille i 1. division og superligaen: Sponsorindtægterne steg med 12 millioner kroner, mens entre- og tv-indtægterne er steget fra otte til 26 millioner kroner.

Der er dog sorte skyer i horisonten for AGF, der ikke levede op til målsætningen om at slutte i top-seks og derfor har nedskrevet forventningerne til 2017, som nu lyder på et underskud på ni millioner kroner.

10. Ny stadionadresse i Silkeborg

- 10,9 millioner kroner.

Silkeborg IF kører fortsat med underskud på driften. Men den midtjyske klub har også været en tur i 1. division, men var seneste sæson tilbage i den bedste række, hvor den sikrede overlevelse - sæsonens mål.

Silkeborg IF havde i 2016 en omsætning på 30,5 millioner kroner, hvilket er en halvering i forhold til året før og kan primært forklares med nedrykningen.

Fra denne sommer kan Silkeborg-spillerne løbe ind på et spritnyt stadion, Jysk Park, der har kostet 130 millioner kroner at bygge.

Men da Silkeborg Kommune lægger 60 millioner i byggeriet, mens sponsorer tegner sig for 69,5 millioner kroner, belaster det nye stadion ikke Silkeborg IF's økonomi. Jysk Park har plads til 10.000 tilskuere. Sidste sæson spillede Silkeborg IF for et gennemsnitligt tilskuertal på 3.085.

Silkeborg's nye stadion Jysk Park giver plads til 10.000 tilskuere. Projektet kommer til at koste 130 millioner kroner og deles mellem Silkeborg IF og Silkeborg Kommune. Men da kommunen også lægger 40 millioner kroner på faciliteter omkring stadion går omkring 100 millioner kroner fra kommunekassen til projektet. Fotoet er taget under opførelsen i februar i år. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Silkeborg IF fik i 2016 en kapitaltilførsel på 13,358 millioner kroner, som blev brugt til at købe fodboldaktiviteter ud af moderselskabet Silkeborg Invest.

11. Striwerne ser fortsat rødt

- 12 millioner kroner.

Mange klubber har efter Finanskrisen afhændet sideaktiviteterne og fokuseret på fodboldforretningen. Men ikke Odense Sport og Event A/S, der holder fast i en ekspansiv strategi, der gør virksomheden til en stor spiller på kulturområdet i Odense og på Fyn.

I 2016 faldt Odense Sport og Events omsætning med 24 millioner kroner, og koncernen kom ud af 2016 med et underskud på 12 millioner kroner. Faldet skyldes især dalende messe-, konference- og hotelaktivitet, men også sportsligt er OB fortsat langt fra fordums styrke.

De mange sideaktiviteter har gjort ondt på Odense Sport og Event, der siden 2009 har tabt samlet 147 millioner kroner.

Desuden bøvler koncernen med en sag om mulig ulovlig støtte i forbindelse med Odense Kommunes grundleje i Arena Fyn.

Og for at gøre ondt værre har OB svært ved at mobilisere fansene på lægterne. Antallet af tilskuere, der mødte frem til OB's kampe faldt med hele 24 procent sidste år.

12. FCM trækker stadig røde tal

- 14,3 millioner kroner.

I FC Midtjylland blev resultatet forbedret markant. Det skyldes blandt andet klubbens deltagelse i Europa League, hvor det lykkedes at gå videre fra gruppespillet. Men udgangspunktet var også et minus på 64,7 millioner kroner i 2015-regnskabet.

Resultatet ender negativt på 14,3 millioner kroner efter skat.

Sportsligt blev det i 2015/16-sæsonen til en tredjeplads i Superligaen og en fjerdeplads efter afslutningen af det nye mesterskabsspil i den netop afsluttede sæson - FC Midtjylland vandt dog den vigtige kamp mod Randers FC, der sikrede klubben europæisk fodbold i næste sæson.

FC Midtjylland slog Manchester United 2-1 på hjemmebane i februar 2016 med sejrsmål af Paul Onuachu. Det engelske storhold kom dog stærkt igen og vandt 5-1 hjemme. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

13. Lyngby kører for lånte penge

- 27,4 millioner kroner

Det ser sort ud for Lyngby Boldklub, der formentlig kun har overlevet, fordi Hellerup Finans A/S overtog klubben i 2014. På to år har Hellerup Finans skudt 40 millioner kroner i Lyngby Boldklub, og i sidste regnskabsår blev 22,15 millioner kroner hældt i det, der på årsregnskabet ligner en synkende skude.

Hellerup Finans står ellers ikke med de bedste kort på hånden, efter Finanstilsynet har været efter investeringsselskabet, der også har lidt store tab på investeringer i spanske solceller.

De løbende kapitaltilførsler i Lyngby Boldklub er hentet hos private investorer ved blandt andet at stille en fodboldklubbens aktier som sikkerhed. Lånene er kortfristede og skal derfor betales tilbage inden for kort tid. Derfor håber Hellerup Finans, at salget af klubben snart realiseres.

Lyngby Boldklub har været til salg i over et år.

Sportsligt har Lyngby Boldklubs oprykning til superligaen været en bragende succes og med en tredjeplads kan klubben se frem til at spille europæisk i den kommende sæson - i øvrigt på Lyngby Stadion, der har fået en ny tribune foræret af Lyngby-Taarbæk Kommune.

14. Brøndby har kostet en halv milliard på seks år

- 31,9 millioner kroner.

Landets mange Brøndbyfans har i den forgangne sæson glædet sig over, at Brøndby IF langt om længe igen kan bide skeer med FCK. Det sluttede med sølvmedaljer i både Superligaen og pokalturneringen.

Men økonomisk ser det mindre godt ud og havde det ikke været for mæcenen Jan Bech Andersen, havde Brøndby ikke været den klub, den er i dag. Med seneste aktieemission på 100 millioner kroner nåede Jan Bech Andersen op på at eje 52,4 procent af aktierne i klubben.

Brøndby IF kom ud af 2016 med et underskud på 31,9 millioner kroner og forventer et underskud på mellem 10 og 20 millioner kroner i dette regnskabsår.

Siden 2011 har Brøndby præsteret et samlet minus på knap 550 millioner kroner svarende til et årligt underskud på over 90 millioner kroner. Det er ganske massivt og har også krævet løbende kapitaltilførsler for at hindre et kollaps.

Om tallene

  • Oplysningerne i artiklen stammer fra klubbernes egne regnskaber for perioden 2015/16 eller regnskabsåret 2016. Hobro IK indgår med bruttofortjeneste som omsætningstal, da selskabet bag fodboldklubben, HIK Invest A/S, ikke opgiver nettoomsætningen.

  • Omsætningen er opgjort inklusive transferindtægter. I enkelte tilfælde opgør klubberne dog ikke transferindtægter, men kun nettoresultatet af transferaktiviteter (fx AGF). I de tilfælde har det ikke været muligt at indregne indtægterne i omsætningen.