Det koster dit kæledyr: Hunden er dobbelt så dyr som en kat

Det kan godt være, at hunden er menneskets bedste ven, men den tager sig også godt betalt for det. Katte er meget billigere.

Katten vinder over hunden, når det gælder om at være billigst i drift. Faktisk kan du få en hel kat for en halv hund. (Foto: © Finn Vest Christensen, DR)

Hund og kat er klassens populære dyr - der findes næsten 600.000 hunde og omkring en million tamme katte i de danske hjem.

Måske er der en grund til, at kattene har vundet mange hjerter, for de er relativt billige i drift i forhold til hundene.

Det viser en omkostningsberegning som Karina Ryborg, sektionsformand for kæledyr i Den Danske Dyrlægeforening, har opstillet for Magasinet PENGE.

Hun har regnet på, hvad der er af udgifter til hund og kat, i anskaffelse og på et år.

Et par tusind i grund-udstyr

I kattens indkøbskurv finder vi et sæt madskåle, et kradsetræ, en pose med foder til tre måneder, en katte-seng, to stykker legetøj, en pose kattegrus og en kattebakke. Grundudstyret løber i alt op i 1.330 kroner til en kat.

Allerede fra start, er hunden foran på udgiftssiden. Den skal også have et sæt skåle, en pose hundemad til de første måneder, en hundekurv, lidt legetøj og et kødben.

Dertil kommer et lovpligtig hundetegn og sele, snor og halsbånd. For hunden løber grundudstyret op i 1.933 kroner.

Katten er gratis, hunden koster kassen

Dyrene i sig selv skal der også punges ud for. En hund koster typisk mellem 3.000 og 10.000 kroner, alt efter om det er en racehund, om den har stamtavle eller om det er en blandingshund.

Til hunde-budgettet hører også en lovpligtig ansvarsforsikring på mellem 300-400 kroner årligt.

Katten er langt billigere i anskaffelse - en almindelig huskat er som regel ganske gratis, og her er det ikke lovpligtigt med en forsikring.

Det første år koster hunden 12.000 kr.

Samles udgifterne til det første år, ser regnestykket for en hund af racen labrador ud som følger:

Grundudstyr: 1.933 kr. Foder: 6.000 kr. Udstyr: 600 kr. Lovpligtig forsikring: 460 kr. Sygeforsikring: 1.520 kr. Dyrlægetjek 750 kr. Loppekur: 500 kr Træning: 425 kr Total pris for et år med hund: 12.188 kr.Prisen på hunden er IKKE regnet med.

Regnestykket for katten ser sådan ud:

Grundudstyr: 1.330 kr. Foder: 1.640 kr. Kattegrus: 1.547kr. Udstyr (f.ek.s kattelem elelr kradsetræ): 350 kr. i gennemsnit om året Dyrlægetjek: 650 kr. Loppekur: 500 kr. Totalprisen for et år med kat: 6.017 kr.

(Alle priser er ca. priser. Kilde: Den danske Dyrlægeforening)

Dyrene er blevet dyrere

Uanset om valget falder på hund eller kat, så er de altså ikke helt billige i drift. Ifølge Karina Ryborg har vi ikke altid brugt så mange penge på vores kæledyr.

- Det er eskaleret de sidste 50 år. Tidligere havde hunden eksempelvis en helt anden rolle. Der var det en brugshund, en jagthund eller en vagthund. Op igennem 1960'erne og 70'erne er de blevet et familiemedlem, siger hun.

Og hundens nye rolle har betydet langt større udgifter.

- Det er helt klart mit indtryk, at de har både legetøj og senge og flere forskellige snore at vælge imellem når de skal ud og gå tur. Det er lige før, vi er nået så vidt, at vi betragter dem som vores egne børn, siger Karina Ryborg.

Der er stor forskel på, hvor mange penge vi bruger på vores dyr - men tendensen går ifølge dyrlægen kun én vej

- Vi bruger rigtig mange penge på vores kæledyr. Vi er også begyndt at bruge penge på oplevelser til vores hunde. Vi ser for eksempel en ny trend, hvor man tager sin hund med i hunde-spa, fortæller Karina Ryborg.

Se mere om de dyre kæledyr i Magasinet PENGE, som sendes på DR1 i aften kl. 21.55.