Det koster første år med et barn

Der skal findes mange tusinde kroner i budgettet, når et lille nyt familiemedlem flytter ind

Isabella på to måneder aner intet om, hvor mange penge hendes forældre bruger på hende. (Foto: Finn Vest)

Indkøb af barnevogn, puslebord, bleer, tøj, seng og dyne står ofte et forældrepar i mange tusinde kroner, inden et barn overhovedet kommer til verden. Men det stopper ikke der. For flere, nye og større udgifter kommer til, når man bliver en familie.

- Det er nok ikke det, der afgør beslutningen. Og det synes jeg absolut heller ikke, at det skal være. Men det har nogle konsekvenser at få børn, siger cheføkonom Lone Kjærgaard fra Arbejdernes Landsbank. – Økonomien bliver lidt strammere.

Startudstyr for 16.000 kr.

Hun har for magasinet PENGE, DR1, regnet på, hvor meget et spædbarn rent faktisk koster sine forældre. ­ Alene det allerførste udstyr løber op i omtrent 16.000 kr. for et gennemsnitligt forældrepar.

- Det er altså for et barn, der ikke lider afsavn, men heller ikke et barn, der lever i sus og dus, siger Lone Kjærgaard.

Derudover kommer udgifter til bolig, varme og alt det andet, som et ekstra medlem af husstanden fører med sig.

- Der skal købes bleer, der er mere mad, der er højere varmeforbrug, højere vandforbrug, vi vasker, og der er en ekstra, der skal bade, siger Lone Kjærgaard.

Omvæltning af privatbudgettet

Inklusiv en dåbs- eller navngivningsfest til 10.000 kr. vil barnets første leveår i alt løbe op i omtrent 63.000 kr. Da børnechecken giver forældrene et tilskud på knap 18.000 kr., ender forældrenes nettoudgifter på 45.000 kr., når barnet når sin etårs fødselsdag.

Samtidigt har mange nybagte forældre oven i købet færre penge at gøre godt med, end de er vant til. For mange går ned i indtægt, når de er på barsel.

- Det er en stor omvæltning at få børn i familielivet, men det er altså også en stor omvæltning på privatbudgettet, for det koster altså noget at have børn, siger Lone Kjærgaard.

Hvad et barn koster forældrene og samfundet, helt til det fylder 18 år, det fortæller magasinet PENGE i aften, DR1 kl. 21.55.

Facebook
Twitter