Det koster snart at have penge på kontoen i FIH Erhvervsbank

Banken indfører en negativ rente på en halv procent. Ændringen gælder både privat og erhvervskunder.

FIH Erhvervsbank sætter en negativ rente på deres dag-til-dag konto, oplyser banken på deres hjemmeside. Ændringen træder i kraft fra marts. (© FIH Erhvervsbank)

FIH Erhvervsbank tager konsekvensen af den negative rente hos Nationalbanken og indfører minusrente fra marts.

Ved indgangen til marts bliver det en underskudsforretning at have penge på kontoen hos FIH Erhvervsbank. Banken har således valgt at indføre en negativ rente på en halv procent på de såkaldte dag-til-dag-konti, som benyttes af båse privat- og erhvervskunder.

Det oplyser banken på sin hjemmeside.

- Renteændringen sker som følge af udviklingen i det danske renteniveau de seneste uger, hvor renten på blandt andet indskudsbeviser er blevet negativ. En konsekvens heraf er, at FIH betaler for at placere de likvider, som står på DtD (dag-til-dag, red.) konti, konstaterer banken.

Det koster fem kroner for en tusse

Den negative rente, som træder i kraft 9. marts, betyder, at det vil koste fem kroner for hver 1000 kroner, man har stående på kontoen.

Til sammenligning skal banken betale 7,5 kroner, hver gang den indskyder 1000 kroner i Nationalbanken.

Dag-til-dag-kontoen er bankens "obligatoriske anfordringskonto" uden binding og vil for privatkunder være at betragte som en lønkonto.

Påvirker tusinder af kunder

Ifølge Business.dk er banken den første herhjemme til at indføre negative renter.

Netmediet oplyser, at renteændringen påvirker 15.000-20.000 kunder i banken, der i alt har omkring 1,1 milliard kroner stående på dag-til-dag-konti.

FIH er under afvikling

FIH Erhvervsbank har, som navnet antyder, haft sit primære sigte rettet mod virksomheder, og den administrerende direktør, Henrik Sjøgreen, pointerer, at banken er under afvikling, og forretningen derfor som minimum skal gå i nul.

- Der er intet økonomisk rationale for, hvorfor de andre banker ikke har gjort det samme. Intet, siger han til Business.dk og uddyber:

- Det må handle om kundepleje og psykologi, for ud fra et økonomisk synspunkt er der ingen tvivl om, at de taber penge på en rente, der ikke er negativ.

FIH Erhvervsbank har siden 2010 været ejet af et joint venture bestående af ATP, PFA, Folksam og CPDyvig.

/ritzau/

Facebook
Twitter