Det rigtige biludstyr kan give 25 procent færre trafikdræbte

Langt de fleste trafikulykker skyldes menneskelige fejl. Ny teknologi kan komme fejlene i forkøbet.

Ni ud af 10 trafikulykker skyldes menneskelige fejl. Men det nyeste sikkerhedsudstyr til biler kan faktisk rette op på de fejl. (Foto: René Lind Gammelmark- www.freelance-fotografen.dk)

Det ville kunne aflæses direkte på ulykkesstatistikken, hvis flere biler kørte rundt med intelligent sikkerhedsudstyr.

Det vurderer det anerkendte britiske Thatcham Research, der er ejet af forsikringsbranchen og forsker i bilsikkerhed.

- Hvis alle bilerne, der kører rundt på vejene i dag, havde det nyeste, man kan få inden for nødbremser og vognbaneskiftassistenter, ville der være op mod 25 procent færre dræbte og tilskadekomne i trafikken, vurderer Matthew Avery, der er forskningsdirektør i Thatcham Research.

Forhindrer ulykkerne i at ske

De sikreste biler på markedet sørger nemlig ikke kun for at pakke bilisterne ind i beskyttende i airbags og ikke-krøllende karosseri, når ulykken er ude. En supersikker bil anno 2015 er spækket med intelligent udstyr, der kan forhindre ulykkerne i overhovedet at ske.

Noget af det intelligente udstyr sørger for at advare føreren, når der er fare på færde. Og andet udstyr kan endnu mere, fortæller Søren W. Rasmussen, der er redaktør på FDMs blad Motor.

- De mere avancerede systemer går ind og tager over og siger: Hov, du var altså ved at miste grebet, nu hjælper vi dig. De går aktivt ind og drejer rattet, hvis man nu er på vej ind over vognbanelinjerne, siger han.

Menneskelige fejl giver ulykker

Ni ud af ti trafikulykker skyldes menneskelige fejl, og nogle af de fejl skal det intelligente sikkerhedsudstyr kompensere for.

Har bilen for eksempel automatisk nødbremse, kan den bremse selv, hvis noget pludselig kommer i vejen. Og har den vognbaneskiftassistent, vil den holde sig på rette spor, hvis du er uopmærksom.

- Min vurdering er, at det udstyr har en kæmpestor effekttrafiksikkerheden, siger Søren W. Rasmussen.

Færdselssikkerhedskommissionen har regnet på samfundsøkonomien i noget af det intelligente udstyr. Ifølge de beregninger vil hver krone brugt på vognbaneskiftassistenter spare samfundet for tre kroner i udgifter til trafikofre.

Se meget mere om bilkøb og sikkerhedsudstyr i Magasinet Penge i aften. Det er klokken 21:55 på DR1.

Facebook
Twitter