Din bil sladrer om dig: Nu vil EU overvåge bilbranchen

FDM frygter, at det bliver dyrere at være bilejer, når bilen går på nettet.

Kan du huske, hvor du parkerede din bil for tre måneder siden? Eller hvornår I skiftede fører på den sidste tur til Italien?

Bare rolig, det kan din bil. Snart.

Bilen er nemlig på vej på nettet.

Det giver muligheder, men skaber også udfordringer, fordi de mange data, som bilerne producerer, kan gøre det dyrere at være bilejer.

Derfor melder EU-kommissionen, at de nøje vil overvåge bilproducenternes dataindsamling.

"Kommissionen vil overvåge situationen og vil overveje flere optioner for at etablere en ramme for deling af bildata for at sikre fair konkurrence," står der i et udspil, som EU-Kommissionen har offentliggjort i dag.

En lang række europæiske organisationer har hejst et flag, fordi de frygter, at data fra nye, smarte biler bliver brugt imod bilejernes interesse.

- Det bliver dyrere at være bilejer, og det bliver sværere at træffe valg som bilist; hvem skal man købe forsikring hos, hvor vil man køre sin bil til service, hvem deler man sine data med, siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i FDM.

Fremtidens olie

Det er ikke længere et endeligt farvel til bilproducenten, når drømmebilen i dag forlader produktionshallerne.

Det ved bilen om dig

Her er hvad en ny, smart bil ved om dig - og kan rapportere til bilproducenterne.

  • Km-stand og maksimalt omdrejningstal pr. tur
  • Antal køreture: 0-5 km, 5-20 km, 20-100 km, over 100 km
  • Oplysninger om anvendt køreprogram (normal, sport, eco)
  • Oplysninger om anvendelse af lys på bilen
  • Oplysninger om, hvor ofte sædet justeres (skift mellem førere)
  • Oplysninger om antal gange, sikkerhedsselerne har været strammet op automatisk (fortæller om kørselsmønster)
  • Fra en opladningshybrid blev der, ud over ovenstående informationer, også sendt følgende oplysninger:
  • Komplet liste over lagrede fejlkoder
  • Status på batteri (elbil)
  • Oversigt over offentlig transport (tog, bus etc.) ved p-plads
  • Data på brug af benzinmotor (i3 REX)
  • Antal og type af opladninger samt tilhørende km-tal
  • Liste over de seneste 16 ladestationer
  • Liste over de seneste 100 parkeringssteder

Kilde: FDM

Mange biler er koblet til internettet og sender bunker af data tilbage til bilproducenterne, som opsamles på servere, som kun bilproducenterne har adgang til.

De mange informationer gør det nemmere at videreudvikle på bilerne. Men de betyder også, at private virksomheder sidder på en stor bunke værdifulde data.

- Den fremtidige bil bliver en kørende data-logger, og det bliver en pengemaskine, fordi data er fremtidens olie. Som bilist kigger vi ind i en fremtid, hvor bilproducenterne vil tage fordel af de mange data. De vil styre det marked, der er for data, så det helt lavpraktisk bliver meget dyrere at være bilejer, siger Torben Lund Kudsk.

FDM vurderer, at omkring 100.000 danske biler i dag er på nettet. EU-kommissionen regner med, at stort set alle nye biler er forbundet til internettet i 2022.

Der kører omkring 2,5 millioner biler rundt i Danmark.

eCall og værksted

Frygten, for at bilproducenterne ikke vil dele ud af de indsamlede bildata, deles af Steen Kielstrup, der er indehaver af det selvstændige bilværksted, Gelsted Bilværksted.

Han følger den hastige udvikling og kan se, hvordan bilproducenten får dybere indsigt i bilen og dens fører. Det er hans klare fornemmelse, at oplysningerne ikke gavner hans selvstændige værksted.

- I og med at bilerne bliver mere og mere kompliceret, tror jeg også, at mærkeværkstederne gør, hvad de kan, for at holde på bilerne så længe som muligt, siger han.

Han nævner det nye eCall-system, som gør bilen i stand til selv at ringe til alarmcentralen, hvis der sker en ulykke. Men bilen kunne jo også selv have en holdning til, hvor den skulle på værksted.

- Med eCall har kunderne ikke et valg om, hvor bilen skal fragtes (hvilket værksted, red) til. Så får du dirigeret kunderne et bestemt sted hen. Der synes vi, at kunderne selv skal have en mulighed for at vælge, hvor vil de køre hen, siger Steen Kielstrup.

Han mener, at det kan være problematisk for den frie konkurrence.

- Jeg kan godt være bekymret for, at det dataflow, der er, bliver samlet ét sted, uden der bliver tilgang til de data for den frie del af branchen. Det er altafgørende, at vi har adgang til de samme data og, at kunderne også har et valg selv.

Kan miste halvdelen af omsætningen

Hvis det uautoriserede værksted ikke har adgang til de data, som bilen genererer, vil mekanikeren miste omkring halvdelen af sin omsætning, vurderer Steen Kielstrup.

- Hvis du får monopoltilstande på de reparationer, så er der kun én, der kan bestemme prisen, og så bliver det dyrere for kunden i den sidste ende, siger han.

Foreningen De Danske Bilimportører ønsker ikke at give en kommentar til udspillet, før det er læst igennem.

Europæiske forsikringsselskaber har startet kampagnen #Data4drivers, hvor man også kan deltage i en underskriftindsamling, som skal lægge pres på EU for at sikre, at man som bilejer får adgang til de data, bilen indsamler.