DIN MENING Skaber det ulighed i klassen at børn opfordres til selv at medbringe computer?

Skolebørn opfordres til at tage en bærbar computer eller tablet med i skole. Det er ikke et krav, men nogle forældre opfatter det som et krav.

Nogle børn har de nyeste tablets med i skole, mens andre må låne skolens ældre udstyr, lyder indvendingen fra forældre og lærere. (© DR)

Flere skoler opfordrer forældrene til at sende børnene i skole med en bærbar computer eller en tablet. Det kaldes officielt 'Bring Your Own Device', og det har fået både lærere og forældre til at protestere.

For nogle forældre har ikke råd til at købe udstyret til børnene, og de frygter, det vil skabe ulighed i en folkeskole, der i princippet skal være gratis for alle.

I skolen har eleverne altid fået bøger og kladdehæfter udleveret, men har selv medbragt blyant og viskelæder. Spørgsmålet er så, om skriveredskaber kan sidestilles med en computer eller tablet.

Nægter at betale

Forældreorganisationen Skole og Forældre mener, at der i hver klasse sidder to-tre børn, hvis forældre ikke har råd til udstyret, mens andre nægter at betale for noget, som ifølge grundloven og folkeskoleloven skal være gratis.

Nogle børn får det dyreste udstyr af deres forældre, mens andre må låne en computer på skolen.

Er det rimeligt, at skolebørn opfordres til at tage en computer eller tablet med hjemmefra, eller skal princippet om gratis folkeskole fastholdes? Hvad synes du?