Direktør afviser påstand i ny rapport: Ingen dokumentation for, at chaufførerne har været på arbejde med coronasmitte

Intervare kræver at kommune dokumenterer eller dementerer påstand om coronasmittede chauffører.

Direktør Stefan Plenge er administrerende direktør i Intervare. Intervare ejer blandt andet nemlig.com, hvor han her er fotograferet. (Foto: Mathias Svold © Ritzau Scanpix)

I tre år leverede Roshan Ahmadzai varer til ældre og svagelige borgere i København.

Han er en af de nu tidligere chauffører for virksomheden Intervare A/S, der har valgt at stå frem med en heftig kritik af virksomheden.

- I tre år har jeg ikke haft en sygemelding. Selvom jeg var syg, så var jeg på arbejde. Hvis jeg ikke tog på arbejde, så fik man en bøde på 8.000 kroner, fortæller han.

Københavns Kommune har lavet en rapport om arbejdsforholdene i Intervare A/S, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Af rapporten fra Københavns Kommune fremgår det desuden, at "chauffører ansat hos Intervare A/S har oplyst, at de har mødt på arbejde på trods af, at de har været syge og har været testet positive for covid-19."

Roshan Ahmadzi kørte varer for Intervare A/S. Han følte sig nødsaget til at gå på arbejde, selvom han var syg. Ellers ville det koste ham 8.000 kroner, lyder det. Men Intervare A/S mener slet ikke, han har været ansat af virksomheden, men istedet kørt som selvstændig vognmand.

Det er uvist, hvor mange af chaufførerne, der oplyser, at de har været syge eller smittet med covid-19.

Kommunen har ikke set dokumentation for de positive covid-19-test. Også Roshan Ahmadzai fortæller, at han har haft kendskab til chauffører med covid, der er taget på arbejde.

- Jeg ved, der er nogen, der har været smittet og været på arbejde, siger han og uddyber:

- Corona er en sygdom, hvor man skal være sygemeldt i måske 14 dage. Hvis man mister 8.000 kroner per dag, så er man nødt til at arbejde, selvom man er ramt af corona, fortæller han.

Er du ikke bare sur, fordi du er blevet fyret som chauffør?

- Nej, for jeg blev først fyret, efter jeg stillede mig frem og talte om de kritisable forhold, siger Roshan Ahmadzai.

I kontrakten mellem Intervare og de selvstændige chauffører fremgår det, at chaufføren skal betale en dagsbod på 8.000 kroner ved udeblivelse. Beløbet skal dække Intervares udgifter til midlertidige vognmænd (Foto: (C) DR Nyheder)

Nu svarer direktør på kritikken

Da DR Nyheder i går kunne fortælle om rapporten fra Københavns Kommune, var det ikke muligt at få interview med Intervares direktør.

Men i dag stiller han sig op i radioprogrammet P1 Morgen og svarer på kritikken.

En kritik, der er skudt helt ved siden af, lyder det fra administrerende direktør, Stefan Plenge.

- Vi har her til morgen været i kontakt med alle dem, der kører i Københavns Kommune, og de har allesammen dokumenteret, at ingen af dem har været smittet med corona, så jeg forstår ikke, hvordan rygterne er opstået, siger Stefan Plenge.

Hvordan er det dokumenteret?

- Det kan man gå ind og se i sin corona-app, om man har været smittet eller ej, så det er sådan set meget simpelt.

I rapporten fra Københavns Kommune konkluderes det, at "der er enighed om, at chaufførerne ikke i praksis har fravær ved ferie og sygdom, da det ifølge chaufførernes kontrakter koster den enkelte chauffør op til 8.000 kroner pr. dag at have fravær".

Men heller ikke det er korrekt, lyder det fra Stefan Plenge.

- Det er ikke noget, vi har praktiseret i flere år. Det er blevet meldt ud til transportvirksomhederne, og det er også noget, som kommer til at blive skrevet ud af den aftale, vi har med dem, fortæller han.

- Vi forstår ikke, hvordan rygterne er opstået, lyder det fra Stefan Plenge der er administrerende direktør i Intervare A/S. (Foto: Anne Bæk © Ritzau Scanpix)

At Roshan Ahmadzai og hans kollegaer har følt sig nødsaget til at gå på arbejde, selvom de var syge, har ikke noget med Intervare at gøre, fortæller Stefan Plenge.

- Han er ikke ansat i vores virksomhed. Han har en virksomhed, og han har så en kontrakt med os. Den specifikke vognmand her har med jævne mellemrum benyttet sig af afløsere, som han selv har ansat, og som han selv oplært. Fuldstændigt som man gør, som en selvstændigt erhvervsdrivende.

Og det er rigtigt nok, at Roshan Ahmadzai ikke har været ansat direkte af Intervare, men hyret ind som selvstændig vognmand, siger han.

- Men vi er ikke en stor organisation. Vi er et firma, som består kun af mig. Hvis der sker noget med mig, hvordan skal jeg så kunne passe mit arbejde i morgen? Jeg kan jo ikke skaffe en chauffør over natten til at tage min vagt, det kan man ikke, siger Roshan Ahmadzai.

- De lever ikke op til de kontrakter, de har skrevet med Københavns Kommune

Overborgmester i København Lars Weiss kalder det for "helt vanvittigt", at chauffører fortæller kommunen, at de har været smittet med covid-19, mens de kørte med varer til kommunens ældre og svagelige.

- Det er jo så uansvarligt af denne her virksomhed, at den kan næsten ikke beskrives, siger han.

Han peger på, at Københavns Kommune har lavet en såkaldt social klausul, der siger, at man skal leve op til de almindelige vilkår på det danske arbejdsmarked.

Som led i undersøgelsen har Københavns Kommune også gennemgået de otte chaufførers løn og holdt den op mod de krav, som kommunens arbejdsklausul kræver, at chaufførerne som minimum skal have.

På den baggrund kræver Københavns Kommune, at "chaufførerne efterbetales et beløb svarende til differencen mellem den faktiske betaling og den betaling, som chaufførerne har krav på".

"Det betyder en samlet efterbetaling i spændet 8.258 kroner til 56.760 kroner per chauffør for kontrolperioden," fremgår det af rapporten.

- Og det her er heldigvis ikke almindelige vilkår, siger Lars Weiss.

Nu skal sundheds- og omsorgsudvalget og socialudvalget i kommunen tage stilling til, hvilke konsekvenser det skal have for Intervare A/S. Der kan være tale om, at kontrakten ophæves, at betalinger til virksomheden tilbagebeholdes eller virksomheden skal ifalde en bod.

Hos Intervare fortæller Stefan Plenge, at de "ikke forstår, hvordan Københavns Kommune er kommet frem til de beregninger."

- Vi har tydeligt dokumenteret, at alt er i skønneste orden. Og det er der desværre ikke lydhørighed overfor i Københavns Kommune. Jeg tror stadig, at vi når frem til en mindelig løsning med Københavns Kommune. Vi har trods alt samarbejdet med dem i 20 år med nøjagtig den samme forretningsmodel, siger Stefan Plenge.

Fredag formiddag udsendte Intervare en pressemeddelelse, hvor de kræver Københavns Kommune enten må dokumentere eller dementere påstanden om, at der har været covid-smittede personer, der har bragt varer ud til kommunens svage og ældre for Intervare.

Facebook
Twitter