Direktør: Myndigheder overhører advarsler om milliarddyr tilskudssordning

Forbrugerne er de store tabere, når myndighederne vender det blinde øje til Energispareordningen, lyder kritikken.

- Det er vigtigt at holde fast i, at det her er forbrugernes penge, og at man som myndighed har et ansvar for at vogte forbrugernes penge, lyder kritikken fra Jette Miller, der er direktør i den private brancheorganisation De Frie Energiselskaber. (© DR Nyheder)

Sidste år havde energiselskaberne samlet set omkring 1,6 milliarder kroner i omkostninger til den såkaldte Energispareordning.

Det er penge, som selskaberne efterfølgende opkræver på kundernes energiregninger.

Der er i meget høj grad er tale om overhørte advarsler

Jette Miller, direktør

Men hverken styrelse eller tilsyn på energiområdet har reageret på flere års problemer med ordningen, og forbrugerne betaler reelt set milliarder for varm luft, lyder kritikken fra brancheorganisationen De Frie Energiselskaber.

- Vi har gentagne gange henvendt os. Forbrugere og andre organisationer har henvendt sig med konkrete klager, og der sker ingenting. Det kan man ikke kalde et effektivt tilsyn, siger Jette Miller, der er direktør i De Frie Energiselskaber, som repræsenterer en række mindre handelsselskaber i energibranchen, der ikke er en del af aftalen om Energispareordningen.

Direktør: Myndigheder overhører advarsler

Energispareordningen skal på papiret gøre Danmark grønnere ved at give tilskud til energibesparende projekter, men der har gennem flere år været fejl i op mod en tredjedel af de undersøgte projekter, viser uvildige stikprøvekontroller af ordningen foretaget for Energistyrelsen.

Og når myndighederne præsentres for virksomheders fejl og overskridelser med ordningen, har man valgt at ignorere problemerne, lyder kritikken.

- Der er ingen kontrol med de økonomiske bilag, der danner grundlag for hele ordningen, og det er faktisk umuligt at følge pengestrømmene, fra de bliver opkrævet, til de bliver udbetalt, siger Jette Miller, som forgæves i snart tre år har forsøgt at råbe både minister og myndigheder op:

Det er vigtigt at holde fast i, at det her er forbrugernes penge, og at man som myndighed har et ansvar for at vogte forbrugernes penge

Jette Miller, Direktør

- Der er i meget høj grad er tale om overhørte advarsler, når man prøver at henvende sig til alt fra parterne selv, til embedsværket og for den sags skyld også til ministeren, siger Jette Miller, der har holdt møder med og sendt en lang række klager til både den nuværende minister, styrelse og tilsyn.

Forbrugerne er de store tabere

Efter DR Nyheders seneste dækning af Energispareordningen, har Statsrevisorerne bedt Rigsrevisionen lave en granskning af ordningen, der skal være færdig til næste år.

Selvom pengene til ordningen opkræves hvert år af energiselskaberne på kundernes energiregninger, er der ifølge Jette Miller ingen kontrol med, hvor mange penge et selskab kan opkræve, eller hvor mange penge selskaberne kan bruge til at dække egne omkostninger til administration.

- Det er vigtigt at holde fast i, at det her er forbrugernes penge, og at man som myndighed har et ansvar for at vogte forbrugernes penge; særligt i en situation, hvor pengestrømmene er så uigennemsigtige, som de er her, siger Jette Miller.

Se klip med direktør Jette Miller:

Klik på play

Står selv uden for aftale

Medlemmerne hos De Frie Energiselskaber står selv uden for aftalen om Energispareordningen.

Handler det her i virkeligheden bare om, at nu skal de store selskaber også give plads til, at de mindre handelsselskaber, som I repræsenterer, kan blive en del af ordningen?

- Nej, baseret på hvad vi har lært omkring den her ordning, og hvordan den bliver varetaget af de eksisterende selskaber og af myndighederne, så er vi som handelsselskaber slet ikke interesseret i at overtage noget, der har været behandlet på den her måde. Det skal tilbage til staten eller i et udbud, hvis man vil have mest miljø for pengene, siger Jette Miller.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Energistyrelsen, der fører tilsyn med selskabernes brug af Energispareordningen.

Styrelsen har ikke ønsket at stille op til interview, men har givet udtryk for, at man vil sende en skriftlig kommentar.

DR Nyheder forsøger forsat at få svar fra Energistyrelsen.