Diskoteker politianmeldt for ulovlige alkoholreklamer

Forbrugerombudsmanden politianmelder seks diskoteker, der målrettede reklamer til unge under 18 år.

Dr. Emils i Marielyst er et af de anmeldte diskoteker. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

"Fik du ikke nok om onsdagen? Eller er du bare til gratis fadøl? Fri fadøl den første time. 16+ medmindre du er 15 og har sidste skoledag."

Sådan lød ordene i et Facebook-opslag fra et diskotek, men det er ifølge Forbrugerombudsmanden ulovligt at reklamere for alkohol til unge 18 år.

Derfor er seks diskoteker rundt i landet blevet meldt til politiet af Forbrugerombudsmanden.

- Retter diskotekerne deres reklamer mod unge under 18 år, må alkohol ikke indgå i markedsføringen, siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

- Overtrædelse af forbuddet politianmelder vi, fordi hensigten med forbuddet er at beskytte de unge, siger hun.

Seks diskoteker i provinsen

De seks diskoteker er Retro i Helsingør med 22 ulovlige opslag på Facebook, Temabar i Vejle med fem, Temabar i Viborg med to, One i Fredericia med tre, mens Dr. Emils i Marielyst og Mona i Maribo er anmeldt for et ulovligt opslag.

Det er foreningen Alkohol & Samfund og Alkoholreklamenævnet, der har klaget over diskotekerne til Forbrugerombudsmanden.

Klagerne blev rejst i 2017 og var rettet mod 15 diskoteker.

Hos Alkohol & Samfund er direktør Peter Konow tilfreds med, at det er endt med politianmeldelser, fordi han mener, at diskotekernes markedsføring skaber nogle forkerte forestillinger om alkohol hos de unge.

- Det er problem, fordi de her reklamer er med til at tegne et billede af, at man skal drikke sig helt i hegnet for at have det sjovt i byen. Det skaber et usundt drikkepres.

- Unge kan slet ikke tåle at drikke så meget alkohol. Hjernen bliver ved at udvikle sig, til man er i midten af 20'erne.

- Reklamer, der opfordrer til, at unge drikker igennem, er sundhedsskadelige og derfor forbudt, siger han.

Har anmeldt yderligere 30 diskoteker

Peter Konow ærgrer sig til gengæld over, at der er gået halvandet år fra, at foreningen sendte klagerne, til at diskotekerne er blevet anmeldt.

I 2018 og 2019 har Alkohol & Samfund anmeldt yderligere 30 diskoteker.

Peter Konow mener derfor, at der bør afsættes flere penge til Forbrugerombudsmanden for at få sat mere skub på sagerne.

/ritzau/

Facebook
Twitter