Disse fire forbrugere kan se frem til en kæmpe varmeregning: 'Det var ikke lige det, vi havde drømt om at skulle bruge vores opsparing på'

Kæmpe varmeregning truer hundredtusindvis af danskere. Mød nogle af dem.

De stigende energipriser rammer hårdt rundt omkring i landet.

De høje el- og gaspriser er til at få kuldegysninger over for tiden.

Mange danskere kommer ikke til at mærke det, men flere steder i landet måber folk lige nu over varmeregningen.

Vi har samlet fire eksempler herunder:

Lena fra Thorning har gasfyr, men får tilbud på pillefyr

Lena Bech Sørensen varmer hjemmet op med gasfyr.

Et gasfyr har indtil nu været en stabil - og billig - kilde til varme hos Lena Bech Sørensen og hendes familie på tre børn og en ægtefælle i Thorning ved Silkeborg.

For et år siden betalte familien 3.900 kroner i kvartalet, men siden er gasprisen steget og steget, så nu ender regningen for januar, februar og marts cirka omkring 11.500 kroner - altså noget nær en tredobling.

- Det er alt, vi er nødt til at tænke over. Opsparingen går til meget af ekstraregningen, og det kan gå ud over ferierne, siger Lena Bech Sørensen.

Familien får i dag besøg af en fagmand, der skal komme med et tilbud på et pillefyr eller en varmepumpe i et forsøg på at få billigere varme.

- Det er meget besværligt og en dyr omgang. Det har jeg det træls med, siger Lena Bech Sørensen.

Lena Bech Sørensens hus i Ulstrup er til salg for tiden, men familien overvejer at tage det af markedet på grund af de høje energipriser. (© edc)

De sidste to og et halvt år har familiens hus været til salg, men prisstigningerne får dem også til at overveje at tage det af markedet, fordi de har en formodning om, at ingen i øjeblikket vil købe et hus med gasfyr.

Vivi og Johannes i Hjallerup: 'Det er en form for magtesløshed'

For Vivi og Johannes Hove har varmeregningen været stabil, i al den tid de har boet i huset i Hjallerup i Nordjylland.

- Den har ligget på omkring 13.000 kroner om året i alle de 11 år, vi har boet her, siger Johannes Hove.

Ægteparret fik sig noget af en forskrækkelse, da fjernvarmeværket pludselig varslede markante prisstigninger. For de føler ikke rigtigt, at de kan gøre noget ved det.

- Det er en form for magtesløshed. Vi kan ikke gøre noget andet end at betale. Vi har kun fjernvarme. At det skulle blive så voldsomt, havde vi ikke tænkt over.

- Det var ikke lige det, vi havde drømt om at skulle bruge vores opsparing på, men sådan er livet jo. Men nogle har brug for hjælp, siger Johannes Hove.

Flere partier melder sig klar til at hjælpe danskere, der er blevet økonomisk trængte efter stigende energipriser.

Morten fra Herlufmagle: 'Jeg er glad for energirenoveringen'

Mens det er knap ti procent af fjernvarmekunderne, der oplever stigende priser lige nu, så er det tæt ved 90 procent af dem, der har en individuel opvarmningskilde, der gør det samme.

Det kan være boliger med oliefyr, en lille varmepumpe, elradiatorer eller et lille naturgasfyr, der vil opleve markant højere priser på opvarmning. Det svarer til lidt over 800.000 boliger.

Morten Kronholm Mathiassen bor med familien i Herlufmagle ved Næstved og har gasfyr.

Han skal på grund af en prisstigning på 178 procent betale omkring 12.000 kroner mere om året - også selvom der er lavet en omfattende energirenovering af huset.

- Jeg bliver kun glad for, at jeg har energirenoveret, for ellers var regningen steget endnu mere.

- Vi klarer den, men det er en øget udgift på omkring 10.000 kroner om året for os. Jeg er dog mere bekymret for store huse, der ikke er isolerede. Og en enlig mor med tre børn, hvor varmeregningen stiger tusind kroner om måneden, siger Morten Kronholm Mathiassen.

Tinna i Ulstrup: Der fældes tårer ved købmanden

(Foto: Henning Bagger © Scanpix Denmark)

I Ulstrup i Favrskov Kommune er fjernvarmeforbrugerne nærmest gået i chok, fordi de er blevet varslet om, at fjernvarmeprisen kan stige med 185 procent fra 1. april.

Tinna Agerskov Kristensen bor i en villa, der i forvejen er dyr at varme op - hidtil har prisen været cirka 27.000 kroner om året.

Men nu ser det billigt ud ved siden af den varslede regning på 77.000 kroner om året.

- Vi ville skulle skære ned på alle de sjove ting, at tage på sommerferie og tage ud at spise. Vi vil kigge efter alternative opvarmningsmetoder, siger Tinna Agerskov Kristensen, der beskriver stemningen i Ulstrup som 'ulykkelig'

- Det er jo lige fra den enlige mor til to børn, der ikke ved, hvordan hun skal skaffe pengene til pensionisten, der står ved købmanden og græder. Vi er to til at tjene pengene, men vi er stadig mega pressede. Det er alle i det her område, siger hun.

FacebookTwitter