DMI på vej mod stor sparerunde

Massefyringer kan være på vej hos Danmarks Meteorologiske Institut til november. Faldende omsætning presser virksomheden.

Der er sorte skyer over DMI, der vil fyre mere end hver tiende medarbejder i november. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

En omfattende fyringsrunde kan være lige om hjørnet hos DMI i København, der i oktober varslede massefyringer efter pres på indtjeningen.

I øjeblikket forhandler tillidsfolk og ledelse om at nedbringe antallet af fyresedler, der i værste fald kan omfatte mindst 10 procent af de ansatte i København, svarende til mindst 28 ansatte.

Det er pres på indtjeningen hos Danmarks Meteorologiske Institut, der udløser den store fyringsrunde.

Selv om DMI af de fleste danskere bedst kendes for de daglige vejrudsigter, leverer instituttet også data og særydelser til en række kunder i erhvervslivet, for eksempel rederier, der har særlige behov for meteorologiske data.

Ubehagelig situation

Det er svigtende efterspørgsel på dette område, der nu stiller DMI dårligere end ventet.

- Det er ikke uventet, for det har at gøre med de indtægter, vi har som virksomhed, hvor nogle kunder er faldet fra. Men det er meget ubehageligt, og det er en uhyggelig situation at være i, fordi man skal sige farvel til kollegaer, siger Niels Kristian Petersen, der er tillidsmand for DMIs magistre og djøf’ere.

Han tror umiddelbart ikke på, at det lykkes at finde alternativer til fyringer inden november, hvor afskedigelserne skal ske.

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi kan undgå afskedigelser. Men det er klart, at der vil være aktiviteter, der bliver nedlagt, og jeg kan ikke udelukke, at det bliver på områder, danskerne kan mærke. Det er for tidligt at sige, siger han.

Så galt håber DMIs vicedirektør dog ikke, at det går:

- DMI er i en vanskelig økonomisk situation på DMI, og vi er desværre nødt til at tilpasse organisationen for at få udgifterne ned, siger DMI’s vicedirektør Anne Højer Simonsen.

- DMI har naturligvis stadig fokus på, hvordan Rigsfællesskabets borgere får den bedste daglige vejrudsigt og rettidig og troværdig varsling om voldsomt vejr, så skader på liv og ejendom kan forebygges.

DMI har tidligere haft fyringsrunder, men denne gang står den til at blive særligt stor.

Facebook
Twitter