Dommerformand med bøn til politikerne: Jeres skattekommission er urealistisk

SF's Lisbeth Bech Poulsen vil stadig vende hver en sten.

SF-skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen vil have endevendt Skat ovenpå et væld af skandaler, der har kostet milliarder og gør, at Skat næste år splittes op i syv dele. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

Politikerne skal i dag lægge sidste hånd på den skattekommission, der skal granske de mange skandaler i Skat og placere et ansvar.

En sådan kommission har været et brandvarmt politisk emne i foråret, og det har ikke skortet på politiske ønsker til, hvad kommissionen skal undersøge.

Formanden for Dommerforeningen, Mikael Sjöberg, har fulgt bekymret med fra sidelinjen.

- Når politikerne bruger vendinger, som 'hver en sten skal vendes,' så bliver jeg meget bekymret. Det indebærer med sikkerhed, at vi får en meget lang undersøgelse, siger Mikael Sjöberg.

Kommission vil møde kritik

Når en kommission får stukket et stort og upræcist kommissorium i hånden, betyder det typisk, at arbejdet bliver langt og dyrt. Og så melder kritikken sig, forklarer Sjöberg:

- Jeg frygter, at man i den politiske iver for at undersøge alt skriver et kommissorium, som ingen mennesker kan løfte inden for en realistisk årrække. Man skal bare gøre sig klart, at den kritik, der altid har været rejst af undersøgelseskommissioner, er, at de er meget, meget langvarige og meget, meget dyre.

Er problemet, at politikerne mangler at finde ud af, hvad de vil undersøge, inden de vil undersøge det?

- Ja, man skal simpelthen holde sig for øje, hvor meget en undersøgelseskommission realistisk kan nå at undersøge inden for en given periode, og det må altså forplante sig i kommissoriet. Enten skal der være en præcis beskrivelse af, hvad man ønsker undersøgt, eller også skal man sige, at kommissionen kan skære ting fra, der ikke er realistiske eller nødvendige at undersøge.

Mikael Sjöberg har i to breve til først Skatteudvalget og senest til flere politiske udvalg og ministre hejst advarselsflaget.

Lisbeth Bech: Hver en sten skal vendes

En af de politikere, der har foreslået et omfattende kommissorium og flere gange anvendt vendingen "hver en sten skal vendes", er SF's skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen.

Den holdning har hun stadig:

- Hver en sten, der kan have haft indflydelse på de største skandaler, vi har haft på det her område overhovedet, skal vendes. Skandalerne har betydet, at danskerne har lidt et kæmpe tillidstab til hele systemet og til os som politikere. Alle relevante dele skal vendes, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Siden DF og Socialdemokratiet i maj gik sammen om at få en skattekommission nedsat, er der blevet holdt et enkelt møde med regeringen.

I dag afholdes to møder - et til morgen og et til eftermiddag, og så er håbet, at der ligger en tekst klar, som kan offentliggøres i morgen.

At sagen pludselig har udviklet sig til en hastesag, kritiserer Mikael Sjöberg også:

- Set fra en dommers synspunkt kan dette tilsyneladende hastværk undre - ikke mindst, når det, der åbenbart lægges op til, er en årelang undersøgelse!, skriver han i brevet, der blev sendt i går.

Regeringens skyld

Lisbeth Bech Poulsen mener, Regeringen er skyld i, at det pludselig er blevet en hastesag - og så den fælles udmelding fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet, der allerede mandag vil have et kommissorium.

- Regeringen har forholdt sig fuldstændigt passiv i det her spørgsmål. Men vi er nogen, der mener, at det her er en sag, hvis omfang man ikke kan overdrive. Den skade, det knæk i danskernes tillid, kan ikke overdrives. Derfor bliver man nødt til at have alle elementer med for at undersøge det her. For at vi aldrig gentager sådan en skandale igen, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Hvis du kort skal formulere en problemformulering for en ny skattekommission, hvordan vil den så lyde?

- Kommissionen skal afdække, hvad der gik galt, og hvem der havde ansvaret for det. Der begynder man med Lars Løkkes strukturreform for 12 år siden, og så har man nogle nedslagspunkter, som er efi-skandalen, som er udbytteskatskandalen og nogle af de andre store skandaler.

- Og så skal der også være rum til at arbejde med nogle ting, der kunne dukke op, siger Lisbeth Bech Poulsen.

- Det kommissorium, vi ender med at skrive ned, bliver jo præcist i tidsmæssig sammenhæng og i forhold til, hvad det er for nogle elementer, den her kommission skal kigge på og vurdere, hvad det har haft af konsekvenser for vores skattesystem, siger hun.

Kan ikke placere politisk ansvar

Mikael Sjöberg mener, der er for meget politisk fnidder i sagen. Og han mener også, det er en misforståelse, at en kommission skal bruges til at placere et politisk ansvar. For det kan den ikke, påpeger han:

- Jeg kunne forestille mig, at der er visse politikere, der vil bruge det her arbejde til at få ram på en eller flere skatte- eller finansministre. Men det, der er meningen med en undersøgelseskommissionen, er at blotlægge et historisk sagsforløb, siger Mikael Sjöberg.

- Hvis der skal drages et politisk ansvar mod en nuværende eller tidligere minister, er det Folketingets opgave og ikke kommissionens opgave. En kommission peger på de faktisk forhold og kan drage embedsmænd til ansvar, fortsætter han.

Sagen mod Helle Thorning-Schmidt

Det er ikke første gang, et politisk flertal nedsætter en skattekommission. I forbindelse med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) skattesag, blev der i 2011 nedsat en kommission.

Det arbejde tog to år, men det handlede også alene om en enkelt persons skatteforhold.

- Så vidt jeg ved, modtog den kommission ikke efterfølgende kritik. Men det var også et betydeligt mere begrænset område og handlede ikke om Skats gøren og laden i mange år, siger Mikael Sjöberg.

- Jeg mener ikke, at en undersøgelse skal tage mere end tre-fire, ellers kommer vi ud i den sædvanlige kritik, siger Mikael Sjöberg.

Det er normalt dommere, der melder sig og siden udnævnes som formænd for undersøgelseskommissioner. Men foreløbigt er der ikke nogen, der har meldt sig til denne.

Facebook
Twitter