DR-journalister opsøgte mistænkt skattemedarbejder privat

Sven sad med det stempel, der, ifølge skat, gjorde det muligt for kriminelle bagmænd at svindle for 12,3 mia.

Sven sad alene med refusionerne af udbytteskat. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Da DR’s journalister, Thomas G. Svaneborg og Niels Fastrup, satte sig for at undersøge, hvordan det gik til, da 12,3 milliarder kroner, ifølge Skat, blev fisket ulovligt ud af den danske statskasse var den 67-årige Sven en nøglekilde.

Sven sad nemlig alene med refusion af udbytteskat til udenlandske aktionærer i Skat den periode, hvor svindlen skete.

- Han var mister udbytteskat, siger Thomas G. Svaneborg.

Klart motiv

Sammen med Niels Fastrup opsøgte han Sven på hans bopæl.

- Vi opsøgte ham privat, og fortalte ham, at vi som undersøgende journalister havde det helt oprigtige ønske at fortælle danskerne, hvordan det her store bedrageri af den danske stat kunne ske. Vi vidste, at han på en eller anden måde var mistænkt i sagen, og han måske kunne tænkes at have en interesse i at give sin version af sagen, siger Thomas G. Svaneborg.

Det ville Sven gerne under betingelse af, at han forblev delvis anonym.

- Jeg synes, at hans motiv er ret klart. Han føler, at rigtig mange mennesker i Skat har været inde over, hvordan de her udbytteudbetalinger skulle behandles, men lige nu er det tilsyneladende kun en, som pilen peger på, når man skal finde en syndebuk, og det er så Sven, siger Thomas G. Svaneborg.

The shit rolls down

Bagmandspolitiet efterforsker sagen, og Sven er, ifølge DR nyheders oplysninger, den eneste sigtede dansker i skrivende stund. Det er Sven fortørnet over.

- Tingene har det jo med at trille nedad. The shits rolls down, som man siger. Cheferne frikender man en efter en, og nu har de nået manden på gulvet. Altså nu kan de jo ikke komme længere ned, siger Sven.

I tv-klippet nedenunder kan du se Sven fortælle sin historie.

Svindlen mod Skat skete i perioden fra 2013-sommeren 2015. I den periode sad Sven helt alene med ansvaret for at tjekke de ansøgninger om udbetaling af udbytteskat, der kom fra udenlandske aktionærer.

- Han sad i sidste ende som den mand, der fik papirerne ind, når der kom nogle ansøgninger ind fra hele verden om, at man gerne ville have nogle penge refunderet fra Skat. Så var det ham, der tjekkede den igennem og vingede den af ud fra, hver enkelt kolonne og rubrik for at se, om man nu havde afleveret de rigtige papirer, og om man havde de rigtige stempler, fortæller Thomas G. Svaneborg.

Manden med stemplet

Hvis alt var udfyldt efter Skats retningslinjer, sagde Sven god for, at bogholderiet i Skat kunne udbetale penge.

- Hvis man havde det, så sendte han papirerne ned i bogholderiet, og så røg pengene direkte - i det her tilfælde til nogle banker i London. Så det var ham, der var manden med det sidste afgørende stempel, siger Thomas G. Svaneborg.

Sanjay Shah er hovedmistænkt i sagen om de 12,3 milliarder kroner, der, ifølge Skat, er hevet ud af Skat på ulovlig vis. Svend siger, at han aldrig har mødt Sanjay Shah, men han mødtes flere gange med direktøren i et firma, der er ejet af den britiske finansmand Sanjay Shah.

Ingen særbehandling

Blandt andet gik de to flere gange i byen i det Indre København og de førte en privat korrespondance på SMS og mail.

Det firma, som manden var direktør for, var blandt de selskaber, der fik meget store summer udbetalt af Skat i refusion af udbytteskat.

Sven mener ikke, at han kunne have opdaget svindlen.

- Han havde ikke mulighed for at se, at der var noget galt, fordi de her papirer har, ifølge politiets mistanke, været forfalsket, siger Thomas G. Svaneborg.

Sven afviser, at han har fået penge af bagmændene. Han fik betalt den mad og drikke, han indtog, da han mødtes med direktøren fra det firma, der er ejet af Shah, men det gav ikke nogen gunstig behandling, når Sven behandlede ansøgningerne om at få refunderet udbytteskat.

- Han modtog ikke nogen særbehandling, siger Sven, der fastholder, at han har fulgt retningslinjerne til punkt og prikke.

DR-dokumentaren ”Milliardkuppet” sendes på DR1 tirsdag den 20. december klokken 20.45.

Facebook
Twitter