Efter lanceringen af TV2News gasser DR nu også op på nyhedsfronten. DRs generaldirektør Kenneth Plummer meddelte i går på Børsens medietopmøde i Det Ny Teater, at DR nu speeder processen op med at lancere en nyhedskanal på internettet. Det skriver Børsen.
QuickVote: Nyhedskanal på nettet
- Vi er i gang med at opgradere vores nyhedsdækning på nettet, og hjørnestenen bliver her en online nyhedskanal. Den skal i luften inden vi går på sommerferie, siger Kenneth Plummer til Børsen. Det er åbenbart et halvt år før planlagt.
Mediefolk vurderer ifølge Børsen, at DR umiddelbart ruster sig til at udkæmpe det næste nyhedsslag mod TV2News.
- Vi har store forventninger til online-nyhedskanalen som er inspireret af hvad CNN og BBC går og laver. Men jeg ser det ikke som en pendant til TV2News, siger Kenneth Plummer.
Nyt format i Danmark
Nyhedschef i Nyhedsbureauet hos DR, Troels Behrendt Jørgensen oplyser til DR Penge, at den nye tv-kanal på nettet sandsynligvis kommer til at fungerer i et format man endnu ikke har set i Danmark.
Inspirationen er blandt andet hentet hos CNN Pipeline, NRK og Aftonbladet TV, der hver især har mere erfaring i tv-nyhedskanaler på nettet.
- Men en net-tv-kanal lyder som om, den kun udkommer på nettet. Jeg forestiller mig også, at vores brugere vil kunne modtage det på deres telefoner og selvfølgelig også som podcast, siger Troels Jørgensen og fortsætter:
- På mig virker hele idéen om 24-timers-nyhedskanaler på tv ret 80'er-agtig. Jeg er overbevist om, at fremtiden ligger på internettet - også for tv.
Såvidt er det ikke lykkedes DR Nyheder at få en kommentar fra hverken Kenneth Plummer eller fra chef for dr.dk, Karen Westman Hertz.
ExternalContenthttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532e8942a11f9d13d0d4b2a3