Dressing solgt i hele landet tilbagekaldt: Kan give skader i munden

Der er solgt knap 10.000 cremefraichedressinger af mærket Øgo i Netto. Disse tilbagekaldes nu.

Der er fundet glaspartikler i en cremefraichedressing af mærket ØGO, der er solgt i Netto, og derfor kaldes varen nu tilbage.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Ifølge Nikolas Hove, beredskabschef i Fødevarestyrelsen, har knap 10.000 eksemplarer af dressingen været i butikkerne, mens 10.000 endnu ikke har forladt lageret.

- Det er kun 40 procent, der har været på markedet, mens resten er tilbageholdt på lageret, så det er meget godt, siger han.

Solgt i hele landet

Det drejer sig om dressing, der er bedst før 11. februar 2019. Den er solgt i hele landet.

Det var en klage fra en kunde, som gjorde Salling Group, der ejer Netto, opmærksom på glaspartiklerne, forklarer Hove.

- Salling Group har modtaget en klage fra en kunde, som har fundet noget glas i denne cremefraiche. Sammen med dem har vi så vurderet, at det var noget, som gjorde det her parti farligt, siger han.

Fødevarestyrelsen skriver i sin pressemeddelelse, at partiklerne kan forårsage skader på tænder, mundhule og svælg ved indtagelse.

- Vi kan ikke sige, der er glas i alle flasker af produktet, men der kan være det. Den risiko mener vi ikke, at forbrugerne skal løbe, så derfor har vi støttet Salling Group i at tilbagekalde produktet, forklarer Hove.

Fødevarestyrelsen råder forbrugerne til at levere produktet tilbage til butikken, hvor det er købt, eller kassere det.

/ritzau/

Facebook
Twitter