DSB: IC4-problemer er ikke slut

Det første af de stærkt forsinkede IC4-tog kører nu fra Aalborg til København. DSB's direktør siger, at der fortsat vil være børnesygdomme ved de nye tog.

Det første af de stærkt forsinkede og skandaleombruste IC-4 tog kører nu fra Aalborg til København. (Foto: Jonas Ahlstrøm © DSB)

Det første af de stærkt forsinkede og skandaleombruste IC4-tog er nu taget ud på sin første ordinære rejse.

MediaLinks:

Kort før klokken ni forlod toget Aalborg med kurs mod København. Toget ventes at være i København kl. 13:29.

IC4-togene har været stærkt forsinkede fra den italienske producent AnsaldoBreda, og det har derfor været uvist, hvornår togene ville komme til at køre i fast rutefart.

Hemmelig afgang

DSB har hverken villet be- eller afkræfte, at toget skulle ud at køre i dag, men nu forklarer DSB's administrerende direktør til DR Nyheder, hvorfor det skulle være så hemmeligt.

- Det her er jo det første IC4-tog, der bliver indsat i trafikken mellem Jylland og København, og derfor skulle vi jo være helt sikre, inden vi meldte ud, at det skulle køre i dag. Derfor har vi valgt at være forsigtige og ikke lave noget festivitas, siger Søren Eriksen, administrerende direktør i DSB.

DSB har kun det ene IC4-tog klar, og derfor turde de ikke garantere, at det ville komme ud at køre i dag.

- Sikkerheden er helt i orden, og det er heller ikke fordi, vi har været specielt usikre på noget, men hvis der alligevel havde været noget, som gjorde, at vi skulle køre med IC3 i stedet, så var det bedst at holde lav profil, siger han til DR Nyheder.

Venter stadig på tog

DSB bestilte 83 IC4-tog hos AnsaldoBreda tilbage i 2000, og de første skulle være leveret i december 2002.

Men Søren Eriksen vil ikke garantere, at der ikke vil være flere børnesygdomme på de nye tog. Tværtimod regner han med, at der kommer flere problemer.

- Nej, det kan jeg ikke garantere. Der er mange togsæt, som slet ikke er blevet leveret til Danmark endnu. Der er børnesygdomme, når man indsætter nye tog, og det vil der også være på IC4. Det planlægger vi efter, så vi kan justere dem under vejs, siger han.

I maj truede DSB med at bryde kontrakten med AnsaldoBreda, fordi der hele tiden opstod nye problemer. Og den trussel står stadig ved magt.

- Selvfølgeligt skal vi glæde os i dag, men der er særdeles lang vej endnu, før vi har alle 83 tog indsat i trafikken, siger han.