DSB mere end fordobler overskud i 2013

DSB er kommet ud af 2013 med et resultat før skat på 386 millioner kroner mod sidste års resultat på 115 millioner kroner.

Rettidigheden blev forbedret for S-tog og Kystbanen i 2013, viser regnskabet fra DSB. (Foto: Christian Bjergløk Jørgensen © DR København)

Økonomien i DSB er blevet forbedret, og rettidigheden fortsatte på et godt niveau, viser regnskabet for 2013.

Resultatet før skat er 386 millioner kroner, og det er mere end en fordobling i forhold til sidste år, hvor resultatet lød på 115 millioner kroner.

- DSB's økonomi forbedres yderligere i 2013, og rettidigheden fortsatte på et godt niveau, siger bestyrelsesformand Peter Schütze i en kommentar til regnskabet.

Fjern og regionaltog ikke så præcise

Om netop rettidigheden skriver DSB, at bombetruslen den 22. december og stormene i oktober og november viste, hvor sårbar jernbanen er.

- På trods heraf forbedrede S-tog og Øresund rettidigheden til henholdsvis 96,7 procent og 90,5 procent, skriver DSB i regnskabet.

Derimod faldt rettidigheden for Fjern- og Regionaltog til 92,9 procent fra 94,3 procent, som følge af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse i juni og store sporarbejder hen over sommeren.

Antallet af rejsende steg i 2013 med 2,5 millioner til mere end 185 millioner, oplyser DSB.

/ritzau/

Facebook
Twitter