DSB og Arriva hæver billetpriserne næste år

Priserne hos DSB og Arriva stiger gennemsnitligt 1,3 procent næste år. Det er mere end den ventede inflation.

Fra 19. december bliver det lidt dyrere at køre med tog og bus fra både DSB og Arriva. (© DSB)

Det bliver lidt dyrere at tage toget næste år. Fra 19. januar hæver DSB og Arriva nemlig priserne på både billetter og kort med gennemsnitligt 1,3 procent.

Skal du rejse fra Odense til København, betyder det, at der skal syv kroner ekstra op af lommen for en enkeltbillet i forhold til den nuværende billetpris på 269 kroner.

En enkeltbillet mellem Herning og Aarhus stiger til 138 kroner fra 134 kroner, mens DSBs pendlerkort stiger 2,5 procent - altså mere end gennemsnittet.

Pendlere blev tilgodeset

- Til gengæld har DSB og Arriva i en fireårig periode fra 2008 til og med 2011 valgt at tilgodese pendlerne ved at fastfryse priserne på pendlerkort, så stigningen kommer på et tidspunkt, hvor vi går fra et lavt niveau, påpeger Christian Linnelyst, der er chef for salg og produktmarketing hos DSB.

Ifølge Økonomisk Redegørelse fra regeringen forventes der en inflation på 0,8 procent i 2013. De gennemsnitlige prisstigninger hos DSB og Arriva ligger dermed over den ventede inflationstakt.

/ritzau/