DSB trækker strejkende ansatte i retten: 'Vores kunder bliver taget som gidsler'

Den overenskomststridige strejke blandt personale får konsekvenser, skriver DSB.

Hovedbanegården i København hvor DSB-ansatte strejker mandag den 1. april 2019. (Foto: Philip Davali/Scanpix 2019) (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

En overenskomststridig strejke har her til morgen lammet togtrafikken på hele Sjælland samt mellem Odense og København.

Det skal du vide som passager:

Og nu varsler DSB, at man vil have retten til at tage stilling til, om strejken skal have konsekvenser for de strejkende DSB-ansatte og for deres faglige organisation, Dansk Jernbaneforbund.

- Derfor har DSB her til morgen bedt om møde i Arbejdsretten hurtigst muligt. Samtidig har DSB bedt Dansk Arbejdsgiverforening indlede en sag om organisationsansvar over for Dansk Jernbaneforbund, skriver DSB i en pressemeddelelse.

En løbeseddel uddelt på Københavns Hovedbanegård. (© Camilla Faurholdt-Löfvall)

'Kunder bliver taget som gidsler'

Flemming Jensen, der er administrerende direktør i DSB, siger i pressemeddelelsen, at den Dansk Jernbaneforbund har forsøgt at sætte en kæp i hjulet på en række kuldsejlede forhandlinger om lokale delaftaler.

Blandt andet den aftale om reduktion af tillidsmænd, som har gjort, at medarbejdere har nedlagt arbejdet mandag morgen.

- Det er beklageligt, at vores kunder bliver taget som gidsler i en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Dansk Jernbaneforbund har gennem i længere tid ikke medvirket til at skabe ro om vores fælles forhandlinger, tværtimod har de i deres retorik og ageren været med til at understøtte flere overenskomststridige arbejdsnedlæggelser, siger han.

DSB-direktøren afviser, at "DSB skulle have opsagt alle tillidsrepræsentanter fra 1. april".

- Det er ikke tilfældet. DSB har og vil fortsat have tillidsrepræsentanter, også efter 1. april, står der i pressemeddelelsen.

Hovedbanegården i København hvor DSB-ansatte strejker. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Direktør: Ansatte forhindret i arbejde

Ifølge Dansk Jernbaneforbund ville DSB reducere antallet fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter. Men parterne er ikke blevet enige om delaftalen.

Blandt andet fordi Dansk Jernbaneforbund ønskede, at andre lokalaftaler om løn- og arbejdsforhold skulle forhandles på plads samtidig.

DSB mener dog, at man er kommet fagforbundet i møde ved at give lov til, at de 41 tillidsrepræsentanter kunne virke, uden en underskrevet aftale.

- I erkendelse af, at Dansk Jernbaneforbund ikke ønsker at underskrive den aftale om tillidsrepræsentanter, vi er enige om indholdet af, før der er flere lokalaftaler på plads, har DSB tilbudt Jernbaneforbundet, at de kan melde de 41 tillidsrepræsentanter ind uden at underskrive aftalen, mens de videre forhandlinger pågår, skriver DSB.

Direktør Flemming Jensen mener desuden, at de stejkende medarbejdere forhindrer andre af deres kollegaer i at udføre deres arbejde.

- Vi har mange medarbejdere, der allerhelst ville køre tog til gavn for vores kunder og for DSB. Flere af dem er her til morgen blevet forhindret af aktionerende i at køre deres tog. Det, synes jeg, er dybt beklageligt, siger Flemming Jensen i pressemeddelelsen fra DSB.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup. I går skrev han i en meddelelse til sine medlemmer, at DSB forsøger at gøre fagforbundet ansvarlig for de sammenbrudte forhandlinger.

- DSB bruger alle kræfter i disse dage på at fremstille Dansk Jernbaneforbund som ansvarlig for denne situation, skriver Henrik Horup.

- DSB har valgt denne konflikt og de optrapper den dag for dag, fortsætter han.

Stilladsarbejdere blokerer Bernstorffsgade ved Hovedbanegården i København hvor DSB-ansatte strejker. Foto: Ritzau Scanpix/Philip Davali (Foto: © Philip Davali, Scanpix)

Ekspert: Kan koste dyrt i retten

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet kan det ende med at blive dyrt for de strejkende medarbejdere, hvis sagen kommer for retten.

- Der er nogle klare bodssatser, som Arbejdsretten kan idømme, og de vil stige i takt med, hvor lang tid konflikten står på. Så dér får man en bod per time, siger han.

Også de DSB-ansattes faglige organisation, Dansk Jernbaneforbund, kan straffes med bod, hvis retten vurderer, at organisationen har brudt sin forpligtelse om at sikre sig mod overenskomststridige strejker, mener Laust Høgedahl.

- Hvis Dansk Jernbaneforbund støtter de strejekende medarbejdere, så kan de også blive idømt en bod i Arbejdsretten, fordi de så svigter det, man kalder deres organisationsansvar. Det er sådan, at når man har indgået overenskomst, så må man ikke nedlægge arbejdet, siger han.

Hvor længe vil strejken stå på?

- Jeg tror ikke, den kommer til at vare så forfærdelig længe, og det skyldes, at den er overenskomststridig, siger han.