DSV vil købe konkurrent for 26,5 milliarder kroner

DSV vil købe schweiziske Panalpina for et stort milliardbeløb for at skabe et 'verdensførende' selskab.

Transportkæmpen DSV med Jens Bjørn Andersen i spidsen vil købe sin schweiziske konkurrent Panalpina. (Foto: STAFF © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Transportfirmaet DSV har budt 26,5 milliarder kroner for konkurrenten Panalpina fra Schweiz, bekræfter DSV.

DSV har længe haft en særdeles succesfuld strategi, hvor store konkurrenter bliver opkøbt og integreret i selskabet.

- En kombination af DSV og Panalpina vil skabe et af verdens førende transport- og logistikselskaber med et stort potentiale for vækst og værdiskabelse, lyder det fra DSV.

Panalpina har 14.000 ansatte og er til stede i 70 lande. I 2017 havde selskabet et driftsresultat (EBIT) på 103,3 millioner schweizerfranc.

Antallet af ansatte steget til 48.000

- Panalpina har tidligere været på tale som opkøbsmål. Prisen kan se lidt dyr ud, når man kigger på Panalpinas evne til at tjene penge. Men noget af det, DSV gør bedst, er at få opkøb til at tjene penge, siger DSV-analytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen.

Det seneste store opkøb fra DSV's hånd var amerikanske UTi i 2015 for ni milliarder kroner, men allerede i starten af 2018 var sammenlægningen så meget på plads, at DSV varslede, at man var klar til nye opkøb.

Det skete efter et årsregnskab for 2017, hvor omsætningen landede på 74,9 milliarder kroner og nettoresultatet steg til tre milliarder kroner. Samtidig var antallet af ansatte steget til over 48.000.

/ritzau/

Facebook
Twitter