Dyb uenighed efter historisk luftfartsmøde i London

Vi har forklaret, at den danske model ikke er forenelig med vores model, lyder det fra Ryanair. Skuffelse hos repræsentanter for den danske fagbevægelse.

Ryanair vil under ingen omstændigheder underlægge sig danske overenskomster, når de efter planen starter base i Københavns Lufthavn 26. marts. LOs medlemsforbund er klar til blokade. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Den danske fagbevægelse har netop afsluttet et historisk møde med det kontroversielle lavpris-flyselskab Ryanair på et hotel uden for London-lufthavnen Heathrow. Et møde, som af begge parter blev betegnet som holdt i en høflig tone. Ingen af parterne ændrede dog så meget som en millimeter på deres medbragte holdninger.

Og hvis der før dagens møde var den mindste tvivl om parternes position, og hvor det hele ville ende, så er enhver tvivl nu ryddet af vejen.

Ryanair vil under ingen omstændigheder underlægge sig danske overenskomster, når de efter planen åbner op i Københavns Lufthavn den 26. marts. LO's medlemsforbund er klar til blokade.

Ryanair: Vores forretning er uforenelig med overenskomster

- Vi havde forventet, at Ryanair ville være gået mere i dialog, i det mindste have påbegyndte en. Så langt kom vi ikke engang. Vi lagde et udkast til en overenskomst på bordet. De kiggede på den og smed den tilbage på bordet, fortæller John Dybart, formand for Serviceforbundet, hvis medlemmer blandt andet tæller FPU, Flyvebranchens Personale Union.

Den opfattelse deles ikke på den anden side af bordet.

- Vi har prøvet at forklare de danske fagforeningsfolk, hvordan vi arbejder. Vi kommer med masser af job og aktivitet til København. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt vi er interesseret i overenskomster, men det er simpelthen bare ikke foreneligt med vores forretning, siger David O'Brien, kommerciel direktør i Ryanair til DR Nyheder efter mødet.

Fra FPU's næstmand Anders Mark Jensen lyder meldingen efter mødet, at arbejdet for at få Ryanair til at indgå overenskomst dog vil fortsætte ufortrødent på trods af dagens åbenlyse konklusion.

Fronter trukket hårdt op

Dagens møde hører absolut til sjældenhederne. Det er nemlig første gang siden 2006, at personaledirektøren i Ryanair, Eddie Wilson, og kommerciel direktør, David O'Brien, overhovedet mødes med fagforeningsfolk.

Grunden til, at alle trods alt ser en idé i at mødes, er, at fronterne er trukket meget hårdt op forud for Ryanairs indtog i København. Og mødet kommer også efter, at Ryanair på et pressemøde sidste torsdag rykkede deres opstart i København frem med en uge til den 18. marts med et hårdtslående tilbud på premiere-flybilletter til Dublin fra 2,50 kroner stykket.

Det gjorde Ryanair som modtræk til, at den danske fagbevægelse har varslet konflikt, hvis ikke Ryanair vil spille efter danske regler. LO har også allerede indleveret et klageskrift til Arbejdsretten med et såkaldt anerkendelsessøgsmål.

Det skal bane vejen for, at samtlige LO-forbund i Københavns Lufthavn fuldt lovligt kan lave sympatikonflikt og dertilhørende blokade mod Ryanair, når selskabet efter planen starter op i København den 26. marts.

En sådan blokade, der altså kun er lovlig muligt mod flyselskaber med såkaldt base i København, vil betyde, at medlemmer af LO-forbund som 3F, Dansk Metal og HK ikke må, vil eller kan udføre arbejde for Ryanair, hvilket vil gøre det stort set umuligt for selskabet at få håndteret bagage eller leveret brændstof.

Det kan betyder massive forsinkelser eller sågar aflysninger for folk med en Ryanair billet. Og i bedste fald kommer rejsende måske afsted uden kuffert.

'Hjertelig' og 'kontant' stemning

På dagens møde i London deltog fra den danske fagbevægelse udover John Dybart, der er formand i Serviceforbundet også Anders Mark Jensen, næstformand FPU og Peter Nisbeth, der er advokat hos LO, med speciale i arbejdsret.

Ryanair stillede med direktør David O'Brien, den personaleansvarlige chef Eddie Wilson og så deres nyerhvervede danske advoktforbindelse med speciale i ansættelsesret, Michael Møller Nielsen fra advokatfirmaet Lund Elmer Sandager.

Stemningen på mødet blev af Ryanair endda betegnet som 'cordial', der oversat betyder ‘hjertelig'. Fagbevægelsen kaldte stemningen god, men kontant.

Facebook
Twitter