Dyrepasserelev: Vi snakker om lønnen på skolen

Med en lønstigning på 20 procent kommer flere til at tage en erhvervsuddannelse, gætter elev på.

Med den nye overenskomst kan statsansatte dyrepasserelever se frem til ikke længere at halte bagefter deres kolleger i det private lønmæssigt (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix 2017). (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

En af de statsansatte elever, der kan se frem til en del mere i lønningsposen, er Malene Johansen.

Hun arbejder som dyrepasserelev på Københavns Universitet på afdelingen for eksperimenterende medicin.

- Jeg synes, det er rigtig godt, at vi er nået frem til den aftale. Det er noget, vi har ønsket og kæmpet for i rigtig lang tid, siger hun.

Ifølge Fagbladet 3F betyder den nye overenskomstaftale, at en 3F-lærling i gennemsnit kan se frem til en stigning på omkring 2.000 kroner om måneden.

Elever i staten får mellem 9.000 og 12.000 kroner om måneden, når de begynder. Og selvom lønnen stiger år for år, så er den blevet kritiseret for at ligge under lønnen i det private.

- Vi har længe haltet bagud i forhold til de private dyrepasserelever. Det er noget, vi snakker om, når vi er på skole. Så det er rart at få en anerkendelse – at vi er på lige fod med dem nu.

3F: Det har været pinligt

Forhandlingssekretær for Den Offentlige Gruppe i 3F, Hanne Gram, er meget begejstret for den nye overenskomst for ansatte i staten. Især fordi den anerkender de offentligt ansatte på lige fod med de private.

- De sidder på de samme skolebænke, når de er på skoleophold – og det har været utrolig pinligt og svært uforståeligt, at man som statsansat får så meget mindre i løn, siger Hanne Gram.

Hun gætter på, at flere nu vil tage en erhvervsuddannelse.

- Det handler både om lønnen, men så sandelig også om, at vi appellerer til, at der er flere, der tager en erhvervsfaglig uddannelse. Det er det, der er fremtiden, og det, der er mangel på, siger Hanne Gram.

Dyrepasserelev Malene Johansen ser på samme måde lyst på fremtiden i forhold til erhvervsuddannelserne.

- Vi havde en elev, der måtte stoppe, fordi det simpelthen ikke hang sammen for ham, fordi han var under 25 og også havde børn. Så jeg er ret sikker på, at der er flere, som nu kan tage en erhvervsuddannelse, samtidig med at de måske også har en familie derhjemme, siger hun.

Facebook
Twitter