Dyrere at være dansker: Disse varer stiger mest

Stigende priser gør det omkring 10.000 kroner dyrere om året for en almindelig børnefamilie, siger økonom.

Hvis du kører mange tusind kilometer i din benzinbil, samtidigt med at du storryger, så har det seneste års prisstigninger ikke været gode ved dig. Grafik: Nathalie Nystad

Hvis du oplever, at pengene forsvinder lidt hurtigere ud af tegnedrengen, end de plejer, så er du ikke helt gal på den.

Det er nemlig blevet dyrere at være dansker. De såkaldte forbrugerpriser - altså et indeks over, hvad alle ting koster i samfundet - er nemlig steget med 2,2 procent det seneste år.

Med andre ord: Hvis man i september 2020 købte noget til 100 kroner, så ville du i dag skulle have 102,2 kroner op af lommen for den samme vare.

Det lyder måske ikke som en katastrofe for privatøkonomien, men det er faktisk den højeste stigning i ni år, viser tal fra Danmarks Statistik.

For en almindelig familie er det ikke heller et greb i lommen, hvis man ser det fordelt ud over et helt år.

Både Arbejdernes Landsbank og Nykredits privatøkonomer vurderer, at det vil blive omkring 10.000 kroner dyrere for en almindelig børnefamilie. I det regnestykke skal man dog også se på, at lønningerne overordnet også stiger.

De helt store syndere for privatøkonomen er nemlig brændstof og el og gas til din bolig.

At skære sit varmeforbrug ned til et minimum er umuligt. For ingen har lyst til at lukke for varmen og komme igennem en vinter med istapper i vindueskarmene.

Til gengæld kan du slippe for at mærke store dele af stigningen af forbrugerpriserne, hvis du bruger din bil markant mindre, eller hvis du skifter den ud til en mere brændstoføkonomisk af slagsen.

For din bil kan nemlig betyde meget for din privatøkonomi lige nu, fortæller Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank

- Prisstigningerne rammer særligt den del af danskerne som kører i en konventionel bil, og det betyder, at en del danskere vil opleve en langt mildere stigning priserne, siger han.

Også varer som tobak, hotelbesøg og indenrigsflyvninger er på listen over de 25 varer, der er steget mest det seneste år.

Faktisk er stigningen i priserne ikke toppet endnu, vurderer Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

- Vi forventer, at inflationen topper i oktober, hvor vi får den fulde effekt af de stigende energipriser. Derefter ventes inflationen dog at blive mere afdæmpet, siger privatøkonomen.

Flere kan blive ramt

For at vende tilbage til el- og naturgaspriserne, så ligger de helt i toppen, når man ser på, hvilke varer der er steget mest det seneste år.

Naturgas er for eksempel steget 55 procent i løbet af det seneste år. Altså vil en regning på 1.000 kroner for et år siden nu hedde 1.550 kroner.

Og når man tager in mente, at vi er på vej mod koldere tider, vil fortsatte høje priser gøre ondt på rigtig mange danskere.

- De seneste måneder har vi set både priserne på el og naturgas stige kraftigt, og holder det niveau vinteren igennem, vil det lægge større beslag på danskernes budget end sidste år, siger Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank og fortsætter:

- I tillæg skaber det store forbrug og flaskehalse efter krisen også udfordringer i form af højere fragt- og råvarepriser, som sender omkostningerne i vejret for virksomhederne, som så i sidste ende kan give højere priserne hos danskerne.

Hos Nykredit er cheføkomom Palle Sørensen dog ikke for alvor nervøs for fremtiden.

- Det er fortsat mest sandsynligt, at danskerne ikke skal have betydeligt flere penge op ad lommen, når de er nede at handle, da inflationen formentlig vil krybe tilbage under to procent, i takt med at verdensøkonomien kommer sig oven på coronakrisen og energimarkederne normalisere sig.

Facebook
Twitter