Dyrt for statskassen at østeuropæere tager så mange job

Der er milliarder at spare, hvis ledige danskere fik jobbene i stedet for østeuropæere.

Hvis østeuropæere fortrænger danskere fra arbejdsmarkedet, så koster det dyrt for samfundet. (Foto: DR © DR)

Der er et milliardbeløb at spare for det danske samfund, hvis danskere og i særdeleshed ledige dagpengemodtagere overtager nogle af de tusindvis af job, som i dag varetages af arbejdere fra østeuropæiske lande.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag på baggrund af en ny analyse fra AE-rådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Opgjort i helårsstillinger arbejder godt 32.000 østeuropæere i Danmark.

Gevinst på op til 251.300 kroner årligt

Hvis de bliver erstattet af danskere, vil det per job give et tilskud i statskassen på mellem 51.400 kroner og 251.300 kroner, alt efter om de udenlandske arbejdere bor her, betaler skat og har krav på kontanthjælp - eller er udstationerede og lægger deres skattekroner i hjemlandet.

Hver gang en ledig dansker går fra dagpenge og i arbejde til for eksempel en årsløn på 300.000 kroner forbedres de offentlige finanser nemlig med 251.300 kroner på grund af sparede udgifter til dagpenge og større skatteindbetalinger.

Ekspert: - Uheldig udvikling

Professor og tidligere overvismand Torben M. Andersen, Aarhus Universitet, kalder tallene for relevante i jobkrise-debatten og siger til Jyllands-Posten:

- Det er påfaldende, at vi en tid med høj ledighed stadig importerer arbejdskraft. Samfundsmæssigt er det uheldigt og dyrt, hvis der sker en fortrængning af dansk arbejdskraft.

Administrerende direktør i AE-rådet, Lars Andersen enig:

- Tallene viser, at det rent samfundsøkonomisk er den bedste forretning og en stor gevinst, hvis arbejdsgiverne får ledige danskere i arbejde frem for for eksempel østeuropæiske arbejdere, siger Lars Andersen til Jyllands-Posten.

Tallene kommer i forlængelse af en diskussion om, hvorfor de mange ledige danskere ikke er i stand til at få fat i en større del af jobbene i lavtlønsområdet.

/ritzau/

Facebook
Twitter