Easyjet ramt af hackerangreb: Fik adgang til ni millioner kunders oplysninger

Hackerne har også haft adgang til omkring 2.000 kunders kreditkortoplysninger.

Ifølge Easyjet står en "meget professionel kilde" bag hackerangrebet. (Foto: PIROSCHKA VAN DE WOUW © Scanpix)

Ni millioner kunder, som har benyttet lavprisflyselskabet Easyjet, er blevet berørt af et hackerangreb.

Det betyder, at hackerne formodentlig har haft adgang til kundernes mailadresser og rejseoplysninger.

Det oplyser britiske Easyjet i en pressemeddelelse.

Kunderne vil blive kontaktet i løbet af de kommende dage. Hvis man ikke bliver kontaktet, er det fordi, ens informationer ikke har været tilgængelige for hackerne.

For ganske få kunder - helt præcist 2.208 - har hackerne haft adgang til informationer om deres kreditkort. Disse kunder er allerede blevet kontaktet.

Alle kunder vil blive kontaktet senest den 26. maj.

Ifølge selskabet er der intet, der tyder på, at nogle af kundernes personlige informationer er blevet misbrugt. Alligevel opfordrer Easyjet deres kunder til at holde nøje øje, hvis de modtager mistænksome beskeder fra selskabet.

Det fremgår ikke af

pressemeddelelsen
, hvilke lande kunderne kommer fra.

Professionel kilde står bag

Easyjet oplyser, at det er en "meget professionel kilde", som står bag hackerangrebet. Lige så snart at selskabet fik information om angrebet, bad man eksperter om at undersøge det.

- Siden vi blev informeret om angrebet, har det stået klart, at der på grund af Covid-19 er en øget bekymring om personlig data, som kan benyttes til online

svindel
, siger administrerende direktør hos Easyjet Johan Lundgren og tilføjer:

- Vi vil gerne undskylde over for de kunder, som er blevet ramt af denne hændelse.