Efter bestikkelsessag: Staten stopper alle aftaler med Atea

Staten sætter alle aftaler med Atea i bero, efter at selskabet onsdag blev dømt skylding i en sag om bestikkelse.

(ARKIV) (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

Alle fællesstatslige aftaler med det bestikkelsesdømte it-selskab Atea sættes med øjeblikkelig virkning i bero.

Det oplyser innovationsminister Sophie Løhde (V).

- Jeg ser med stor alvor på Atea-sagen, og derfor er vi nødt til at reagere med det samme, siger innovationsministeren til DR Nyheder og understreger, at det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser dommen vil få for de aftaler, som Atea har indgået med offentlige kunder.

Det er første gang, at Moderniseringsstyrelsen tager en sådan sanktion i brug.

Underslæb for millioner

Styrelsens udmelding kommer ovenpå onsdagens dom i den historiske sag om bestikkelse og underslæb for i alt 1,2 millioner.

Atea Danmark, som var en af de otte tiltalte i sagen, blev idømt bødestraf på 10 millioner kroner, og og den dom bliver ikke anket, har koncernchef Steinar Sønsteby har idag meddelt.

Dommen skal vurderes

Moderniseringsstyrelsen vil nu sammen med Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) nærlæse byretsdommen for at vurdere, om der er grundlag for at ophæve de aftaler, der allerede er indgået.

Desuden opfordres alle kunder på de fællesstatslige aftaler til at afvente styrelsens vurdering før yderligere køb hos Atea finder sted.

It-koncernen er en af de største udbydere af it til det offentlige.

Konto 2840

Atea-sagen tog sin begyndelse tilbage i 2014, da Ateas nytiltrådte direktør blev gjort opmærksom på en særlig konto i selskabet.

Kontoen, der var kendt under navnet '2840', skulle egentlig bruges til at købe it-udstyr og konsulenttimer.

Den endte dog med at finansiere luksusrejser og gourmetmiddage med tidligere topfolk i Atea og Region Sjælland.