De nye 1,8 millioner foreløbige ejendomsvurderinger har skabt stor debat, siden de blev offentliggjort for knap to uger siden.
Nu går Folketingets Ombudsmand ind i sagen, efter at de har modtaget en række klager over vurderingerne.
Det skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse. Det sker efter DR Nyheder har lavet flere afsløringer i sagen de seneste uger.
- Folketingets Ombudsmand har i dag bedt Vurderingsstyrelsen om at redegøre for de processer og den kvalitetssikring, der er gået forud for anvendelsen af modelberegningerne som grundlag for de foreløbige ejendomsvurderinger, skriver ombudsmanden.
Ombudsmanden har konkret til at opgave at beskytte borgernes rettigheder i mødet med myndighederne.
Og det er de rettigheder, som Folketingets Ombudsmand vil spørge Vurderingsstyrelsen, der har hovedansvaret for de nye vurderinger, ind til.
68.000 vurderinger analyseres
De nye vurderinger er kun foreløbige, og de endelige vurderinger bliver først sendt ud tidligst i 2025. Derfor er det ikke muligt at klage over vurderingerne eller gøre indsigelse over de data, myndighederne har brugt.
Men siden vurderingerne blev offentliggjort har flere end 1.000 boligejere skrevet til DR Nyheder med deres frustration.
Konkret har DR Nyheder for eksempel afsløret, at cirka 80.000 grunde er vurderet højere end hele ejendommen.
Det vil altså sige, at huset og eventuelle andre tilbygninger ifølge skattemyndighederne trækker værdien af selve ejendommen ned. En afsløring, der fik flere eksperter til at ryste på hovedet.
Som en konsekvens af det har skatteminister Jeppe Bruus (S) bedt Vurderingsstyrelsen, der står for at lave vurderingerne, om at analysere vurderingen af i alt 68.000 grunde.
Desuden har ministeren åbnet flere kattelemme for, at man kan få ændret sin vurdering inden 2025 og har medgivet, at der er vurderinger, som er 'helt på månen'.
De kattelemme ønsker ombudsmanden nu, at Vurderingsstyrelsen redegør for.
- Desuden spørger ombudsmanden til, hvilke borgere der kan få ændret deres foreløbige vurdering, hvilken vejledning der er givet herom, og hvor lang sagsbehandlingstid styrelsen forventer for besvarelsen af henvendelser fra borgere om vurderingerne, lyder det.
Ekspert: Ombudsmanden kan give kritik
Professor i forvaltningsret og digitalisering Hanne Marie Motzfeldt er ikke overrasket over, at ombudsmanden nu går ind i sagen,
Hun har et konkret bud på, hvad ombudsmanden har af mulighed for at gøre.
- Mit bedste bud er, at ombudsmanden rettidigt kan forhindre, at der bliver meget lange sagsbehandlingstider, for dem der henvender sig til Vurderingsstyrelsen, siger hun og fortsætter:
- Det kan også føre til, at Vurderingsstyrelsen får kritik af ombudsmanden. Men det betyder ikke noget for borgerne. Det vigtige for borgerne er, at ombudsmanden får presset Vurderingsstyrelsen ud i at se i øjnene, at der vælter en kæmpe sagsbunke fra utilfredse boligejere.
Skatteminister Jeppe Bruus (S) har følgende kommentar til, at ombudsmanden nu går ind i sagen.
- Boligejerne skal være trygge ved de nye vurderinger. Den seneste tids omtale i pressen har naturligt nok rokket ved dette. Derfor er jeg glad for, at ombudsmanden interesserer sig for sagen – det er til alles fordel, siger han i en pressemeddelelse.