Efter klagestorm: Nu skal SAS stå skoleret hos transportminister

Transportminister reagerer på beskyldninger mod SAS om vildledning og bondefangeri.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) indkalder SAS til møde efter mediedækning af SAS' ifølge kunderne tvivlsomme kundeservice under coronakrisen. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Kunder i hobetal står skuffede tilbage, efter SAS kun har refunderet en brøkdel af prisen for deres flybilletter til fly, som er blevet aflyst på grund af corona.

DR har modtaget over hundrede henvendelser fra kunder, som har mistet tusindvis af kroner på deres flybilletter, fordi SAS påstår, at kunderne afbestilte billetterne, inden SAS selv aflyste flyafgangen.

Derfor har kunderne alene fået skatter og afgifter refunderet og ikke selve billetprisen. Kunderne beskylder SAS for vildledning og bondefangeri, og det får nu transportminister Benny Engelbrecht (S) til at reagere.

- Her og nu indkalder jeg SAS til møde, så vi kan sikre os, at SAS får redegjort for, hvad de gør, for at der kommer færre sager af den her karakter. Det gavner ikke flybranchen eller SAS, at man har de her sager, siger transportministeren.

Mødet med SAS forventes at være i næste uge.

I boksen herunder har vi samlet 15 eksempler på kunder, der føler sig snydt af SAS:

Hjælpepakke på over fire milliarder kroner

Den danske stat ejer 14 procent af SAS og skal senere på måneden efter planen overføre 4,3 milliarder kroner i en hjælpepakke, der skal redde selskabet fra corona-konkurs.

At den danske stat sammen med den svenske stat er den største ejer af SAS og har afsat store midler til at redde selskabet, får i dag flere ordførere til at kræve, at SAS får bragt sine kundesager i orden, inden der pumpes flere milliarder ind.

Men den kobling vil transportminister Benny Engelbrecht ikke lave.

- For mig er det afgørende, at vi har et SAS, der overlever, og er det ikke tilfældet, får forbrugerne næppe deres penge tilbage, siger Benny Engelbrecht, der samtidig slår fast, at den finansielle redning af SAS ligger i Finansministeriet og ikke hos ham.

En SAS-kunde blev overrasket, da hun fik tre gange 361 kroner tilbage for tre flybilletter til Hawaii, som havde kostet knap 20.000 kroner i alt.

Er det ikke særligt vigtigt, at kunderne bliver ordentligt behandlet, når der er tale om et delvist statsejet selskab som SAS?

- Der er ikke nogen selskaber, som skal leve mere op til reglerne end andre. Men det er klart, at når en af ejerne i SAS er den danske stat, så må vi også forvente, at SAS lever op til sit ansvar, og derfor tager jeg også et møde med SAS, siger Benny Engelbrecht.

Flere klagesager hos andre selskaber

Han henviser til, at SAS ifølge den seneste opgørelse over klager til Trafikstyrelsen faktisk ligger lavere end i samme periode i 2019.

Fra marts til juni i år har Trafikstyrelsen modtaget 187 klager over SAS' kundeservice mod 278 sidste år. Til sammenligning har Trafikstyrelsen modtaget 231 mod 57 klager over Ryanair.

Med i den ligning skal dog tages, at SAS' piloter i samme periode sidste år strejkede, hvilket gik ud over knap 400.000 passagerer. Det har ført til flere klager til Trafikstyrelsen.

- Regeringen står på forbrugernes side. Derfor har jeg også i sinde at tage et møde med SAS. Men det er vigtigt at huske på, at det ikke kun er SAS, men også andre flyselskaber som der er problemer med. Jeg kan sige, at vi følger det her meget tæt, siger Benny Engelbrecht.

Hvis man er uenig i flyselskabets afgørelse, skal man først klage til lelskabet. Efter seks uger har man mulighed for at indbringe sin klage for Trafikstyrelsen.

Facebook
Twitter