Efter kundestorm: Scandia Housing undskylder, udbetaler og omdanner selskabet

Scandia Housings direktør, Peter Høyer, undskylder efter massiv kritik fra utilfredse kunder.

Under rekonstruktion, skriver Danmarks største formidler af lejeboliger, mens udlejere frygter for deres penge. Men det hele skyldes tekniske fejl, bebuder direktør Peter Høyer.

Scandia Housing, som er Danmarks største formidler af lejeboliger, er i den seneste uge løbet ind i et massivt kunde-stormvejr.

De har dagligt fået flere tusinde henvendelser fra en stor del utilfredse kunder, der ikke havde fået udbetalt husleje for de lejligheder, som Scandia Housing udlejer for dem. Samtidig er forbrugersiden Trustpilot og en gruppe på Facebook flydt over med vrede og bekymrede indlæg fra lejere og udlejere.

Ekstra meget uro gav det, da Scandia Housing skrev på sin hjemmeside, at de var "under rekonstruktion", hvilket folk tolkede som, at virksomheden var gået konkurs. Senere fredag kunne man tilmed ikke komme ind på Scandia Housings hjemmeside.

Dr.dk ringede til direktør i Scandia Housings direktør, Peter Høyer, for at få en forklaring.

Hvorfor har hjemmesiden været lukket store dele af dagen?

- Den har forhåbentlig kun været lukket i meget kort tid på grund af et teknisk problem. Den skulle meget gerne være i fuld drift igen.

"Virksomheden Scandia Housing er under rekonstruktion", står der på siden. Hvad betyder det?

- For tre uger siden fik vi øget kritik på Trustpilot, og her kunne folk læse, at vi stjæler folks penge osv., og derfor blev de bekymrede. Vores system er gearet til 350-400 henvendelser hver dag, og pludselig får vi 10 gange flere. Derfor bliver vi nødt til at tage en time out og få omstruktureret, så vi kan få håndteret de mange henvendelser. Det er uheldigvis forbigået min opmærksomhed, at rekonstruktion for mange betyder, at vi er gået i betalingsstandsning. Det er bestemt ikke tilfældet.

En timeout for at kunne klare flere henvendelser. Hvad betyder det helt præcist?

- Vi skal have allokeret flere folk til at besvare henvendelser, folk skal læres op i det, vores it-systemer skal sættes bedre op og så skal der ske en voldsom speed up i behandlingen af klager, så vi kan komme sobert videre.

Og hvornår kan man så få besvaret sine henvendelser?

- Vi vil meget gerne kunne være tilbage i normal drift i løbet af næste uge.

Vi har fået flere henvendelser fra udlejere, der ikke har fået deres penge udbetalt. Hvornår får de dem?

- Jeg kan godt forstå, at folk er sure og vrede, men jeg er ikke en ond mand, der rejser til Caribien med pengene eller stjæler dem fra folk. Det er selvfølgelig ekstremt utilfredsstillende, at de ikke har fået deres penge, men vi har en stor forventning om, at der er styr på de her ting i næste uge.

Bliver de kompenseret for jeres manglende udbetalinger og de problemer jeres kommunikationstavshed har givet?

- Dem, der med nogen som helst rimelighed kan kritisere Scandia Housing, vil selvfølgelig blive kompenseret.

Kan du forstå, hvis folk har mistet tilliden til jer?

- Altså man kan spørge, om det er forkert håndteret? Ja. Kan jeg forstå, at folk synes, det er dybt mærkeligt? Ja. Kan jeg undskylde for det? Ikke nok. Kan jeg forstå, at man skriver på Trustpilot at Peter Høyer er en svindler, hvis man ikke har fået sine penge efter tre dage? Ikke helt, hvis jeg skal sige det diplomatisk. Men selvfølgelig er det ikke i orden, og vi har i den grad fortjent nogle øretæver.

Scandia Housing er en enkeltmandsvirksomhed, og derfor er du undtaget for at skulle indberette regnskaber? Vil det være et problem for dig, hvis regnskaberne var offentligt tilgængelige?

- Jeg startede i sin tid Scandia Housing som en enkeltmandsvirksomhed og har haft glæde af de rentefordele, der blandt andet ligger i det, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at efter det her, er det en saga blot, og jeg vil omdanne aktiviteterne i Scandia Housing til et aktieselskab med lynets hast.

Nu skal jeg lige forstå det korrekt. Du vil nu lave Scandia Housing til et aktieselskab?

- Ja for at give mere gennemsigtighed, og for at der ikke skal være en sammenblanding af privatøkonomi og virksomhedsdrift, som kan give anledning til spørgsmål. Vi vil tage udgangspunkt i den kritik, vi har modtaget på alle punkter, og når 15 journalister alle spørger om det samme i forhold til, at det er en personligt ejet virksomhed, så er det noget, man som erhvervsleder bør tage til efterretning.

Og hvornår vil det så ske?

- Vi vil ikke ændre virksomhedsformen i morgen. Vi kigger på de her ting med et roligt blik efter nogle uger og måneder, og jeg vil jo ikke fjerne de aktiviteter, hvor mine personlige forpligtigelser ligger i. Og det vil ikke ske i den her periode, vi er i nu. Det vil være vanvittigt af mig.

Men vil en omdannelse til et aktieselskab ikke også betyde, at du vil kunne slippe mere omkostningsfrit ud af en eventuel konkurs?

- Nej, altså der er ikke tale om, at jeg vil gøre det på en måde, så nogle mennesker vil lide skade af det. Hvis der er nogen, som kan læse den udmelding og konkludere, at jeg nu vil til at lave konkursrytteri, så det nok dem der har et kommunikationsproblem.

For at vende tilbage til det oprindelige spørgsmål - vil det være et problem for dig, hvis regnskaberne var offentligt tilgængelige?

- Det kommer an på, hvordan du definerer et problem. Hvis du spørger mig, om regnskaberne er dårlige, og det vil give et problem i forhold til, at folk så det, så nej. Men ville jeg have lyst til at vise dem? Nej, det ville jeg ikke. Man kan sige, at selv om Helena Christensen er meget smuk, så er det jo ikke sikkert, hun har lyst til at smide kjolen.

Facebook
Twitter