Efter massiv kritik for sløv efterforskning: Bagmandspolitiet tager Dan-Bunkering-sag tilbage

Bagmandspolitiet bliver igen sat på sag om dansk firmas leverancer af jetbrændstof brugt af russisk militær i Syrien.

Sagen om Dan-Bunkering er blevet kaldt en skandale og har mødt massiv kritik fra politikere for et alt for langstrakt forløb. (Foto: Aslak Elias Kelkka © dr)

Sagen om Dan-Bunkering er blevet kaldt en skandale og har mødt massiv kritik fra politikere for et alt for langstrakt forløb.

Efterforskningen af den danske virksomhed, der er mistænkt for i strid med EU's sanktioner at have forsynet russisk militær med jetbrændstof brugt til bombetogter i krigen i Syrien, har siden 2017 ligget hos Fyns Politi. Men nu tager Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) - også kaldet Bagmandspolitiet – sagen tilbage.

Det oplyser chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, til DR:

- Vi har besluttet i dag, at vi tager Dan-Bunkering sagen ind i SØIK. Det gør vi først og fremmest, fordi det er vigtigt, at vi hurtigst muligt når frem til en afgørelse i denne her sag, og vi kan efter min opfattelse nedbringe den kommende sagsbehandlingstid ved, at vi tager sagen ind, siger Morten Niels Jakobsen.

Han siger også, at "det går ud på, at vi hurtigst muligt kommer til at træffe den rigtige afgørelse i denne her sag".

DR-afsløringer satte skred i sagen

Beslutningen kommer, efter at justitsminister Nick Hækkerup (S) i lørdags udtalte, at politiet og anklagemyndigheden ikke havde levet op til deres ansvar i deres håndtering i Dan-Bunkering-sagen.

Det gjorde han på baggrund af en redegørelse fra Rigsadvokaten, som blev bestilt af den tidligere justitsminister efter DR’s afsløringer i april.

Redegørelsen viste blandt andet, at sagen mod virksomheden med hovedsæde i Middelfart reelt havde ligget stillet hos Fyns Politi i mere end et år, og at Bagmandspolitiet i både 2016, 2017 og 2018 havde modtaget indberetninger om Dan-Bunkerings mulige brud på EU's sanktioner mod Syrien. Indberetningerne kom fra Udenrigsministeriet, Erhvervsstyrelsen og Danske Bank.

Alligevel valgte Bagmandspolitiet at oversende og derefter fastholde sagen hos Fyns Politi - også selvom den lokale politimyndighed ifølge redegørelsen satte spørgsmålstegn ved, om sagen hørte til hos dem.

SØIK's chef, Morten Niels Jakobsen, siger, at det er på grund den manglende udvikling i efterforskningen, at SØIK nu tager sagen tilbage.

- Vi visiterede den i sin tid til Fyns Politi, og vi kan konstatere, at der ikke er en afgørelse i den sag, og det er rigtig vigtigt, at vi hurtigst muligt kommer frem til det. Det er derfor, vi tager den ind i SØIK, siger Morten Niels Jakobsen.

Han tilføjer, at han ikke kan gå nærmere i detaljer med efterforskningen.

Myndigheder kendte til sag i lang tid

DR afslørede 28. april i år, at virksomheden Dan-Bunkering - ejet af milliardæren Torben Østergaard-Nielsen - er involveret i en sag om leverancer af mindst 30.000 ton jetbrændstof til russisk militær, som har fløjet bombetogter i Syrien til støtte for præsident Bashar al-Assad.

Afsløringen var baseret på amerikanske retsdokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder. Og leverancerne er ifølge flere eksperter i strid med EU's sanktioner, der forbyder salg, levering, overførsel eller transport af jetbrændstof til anvendelse i Syrien.

Da historien udkom, havde de danske myndigheder kendt til Dan-Bunkerings mulige overtrædelse af EU-sanktioner i to et halvt år. Allerede i oktober 2016 advarede USA første gang Danmark om det mulige sanktionsbrud. Men først efter DR’s afsløringer - i maj i år - har politiet og anklagemyndigheden nedsat en styregruppe, som skal sikre "den nødvendige fremdrift" i sagen.

Chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen, bekræfter over for DR Nyheder, at Bagmandspolitiet (SØIK) tager Dan-Bunkering-sag tilbage.

Kovending fra SØIK

Ordførere fra blandt andet Radikale Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har i månedsvis kritiseret, at efterforskningen af Dan-Bunkering har ligget hos Fyns Politi i stedet for hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet.

Men hele tiden har SØIK fastholdt, at den ikke hørte til hos dem.

I april udtalte politiinspektør Thomas Anderskov Riis fra SØIK til DR, at "vi har vurderet sagen om Dan-Bunkering nøje, og ud fra en samlet vurdering blev det besluttet, at sagen skulle behandles i en lokal politikreds."

Og i redegørelsen til justitsminister Nick Hækkerup (S) fra sidste uge oplyste Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet via Rigsadvokaten, at de i forbindelse med oversendelsen til Fyns Politi havde vurderet, at sagen "samlet set ikke havde sådan en karakter, at den skulle behandles af SØIK" - heller ikke selvom sagen havde en international karakter og handlede om overtrædelse af EU-sanktioner.

Og det fremgik også af redegørelsen, at Statsadvokaten i Viborg, som fører tilsyn med politiets arbejde, vurderede, at der stadig ikke – altså så sent som i sidste uge - var grund til at overføre sagen til SØIK, fordi efterforskningen nu forløb planmæssigt.

Men nu erkender Bagmandspolitiet altså, at det er nødvendigt, at de overtager sagen for at sikre en hurtigere afgørelse.

- Det, der er afgørende er, at vi kan konstatere, at der kommer en anmeldelse i 2017. Nu skriver vi 2019, og sagen er ikke afsluttet endnu. Nu må vi for alvor sætte sagen i centrum og fokusere på at nå frem til en afgørelse i denne her sag hurtigst muligt, siger chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen med henvisning til anmeldelsen fra Erhvervsstyrelsen i februar 2017.

Var det den rigtige vurdering, da I ad to omgange visiterede denne her sag til Fyns Politi?

- Vi visiterede ikke denne her sag i to omgange. Vi får en anmeldelse i februar 2017, som vi viderebringer til Fyns Politi. Og så kommer der siden hen noget yderligere sagsmateriale, som vi sørger for, indgår i sagen, siger Morten Niels Jakobsen.

- Samlet set var det vores vurdering, at den sag var godt forankret hos Fyns Politi.

På trods af at Fyns Politi sagde, at der var noget i den sag, der var for kompliceret?

- Samlet set var det vurderingen - og det har jo også været andres vurdering - at den skulle placeres hos Fyns Politi. For at nå hurtigst frem til målet har vi nu valgt at tage sagen ind i SØIK, siger Morten Niels Jakobsen.

Tilfredse ordførere

Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, glæder sig over, at sagen nu er trukket tilbage til Bagmandspolitiet:

- Bedre sent end aldrig. Dette er helt åbenlyst så stor og alvorlig en sag, at den kræver den tungeste og mest specialiserede efterforskning, som kongeriget kan stille med. Så jeg er glad for den beslutning, siger Martin Lidegaard.

Også Naser Khader, retsordfører for Det Konservative Folkeparti, kalder det "på tide, at SØIK hiver sagen tilbage fra Fyns Politi, hvor den aldrig skulle være sendt hen."

- Nu skal SØIK komme op i omdrejninger. Sagen har ligget stille alt for længe. Det er en meget alvorlig sag, som man skal til bunds i, siger Naser Khader.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, udtaler, at det fra starten af var en "uforståelig" beslutning at placere sagen hos Fyns Politi.

- Flytningen af sagen til Fyns Politi, der må formodes ikke at besidde kompetencerne i den slags sager, var fra starten uforståelig. Sagen burde været forblevet i SØIKs hænder hele tiden. Men bedre sent end aldrig, siger Peter Skaarup.

Leverancer efter advarsler fra USA

I alt har Dan-Bunkering ifølge sagens oplysninger været involveret i mindst seks leverancer af jetbrændstof fra januar 2016 til maj 2017.

Fire af leverancerne foregik, efter at USA i oktober 2016 advarede Danmark om, at Dan-Bunkering var under mistanke for at levere jetbrændstof til brug i Syrien.

Leverancerne er beskrevet i amerikanske retsdokumenter, som DR har gennemgået. Dan-Bunkering er som virksomhed anonymiseret i retsdokumenterne, men DR har gennem centrale kilder været i stand til at bekræfte virksomhedens identitet og en række oplysninger om Dan-Bunkerings rolle i sagen.

Dan-Bunkering er ikke sigtet eller tiltalt i sagen og afviser at have brudt EU’s sanktioner.

Dan-Bunkering har efter DR’s afsløringer erkendt at have leveret brændstof til de russiske tankskibe, som DR har omtalt. Men i en mail til DR har virksomhedens advokat skrevet, at ingen af Dan-Bunkerings fragtbreve havde angivet Syrien som ende-destination.

Virksomheden ønsker ikke at oplyse til DR, hvilke destinationer der stod på dokumenterne.

Du kan læse meget mere om DR's afsløringer her, og du kan få det fulde overblik over sagens forløb ved at klikke her.

Facebook
Twitter